Hvalpesafari. 23.10.11.

I går var jeg inviteret med ud for at se hvalpe.

Vejret var utroligt; nysne, høj himmel og bragende solskin, minus 8 – 10 grader og et gennemtrængende blåt lys. Jeg er helt vild med det – helt specielle – blå lys, som farver alt i blåt. Heldigvis vil det være der i nogle måneder fremover.

De fleste af byens hunde står ved grusvejen udenfor byen. Det var en flot tur at gå – også selvom det var lidt hårdt at gå i det nye sne.

Et fugleskræmsel, der skal forhindre ravnene i at få lyst til hundenes mad.

Langs grusvejen er der hunde overalt. Hvalpene og – i nogle tilfælde – deres mødre løber frit, så man bliver hele tiden undersøgt og hoppet op af.

Her har Marianne lige fået lidt selskab.

Under tiden er det nødvendigt at flytte hundene, f.eks. hvis der skal laves vejarbejde. Det kan give de løse mødre lidt problemer med at finde ud af, hvor de hører til.

Een af Mariannes hanhunde havde revet sig løs og løb omkring, men den havde nu ikke problemer med at finde ud af, hvor den hører til. Det kan være svært at indfange løse hunde, så derfor giver man dem ofte sovepiller, som kan afhentes på kommunen.

Marianne og hendes mand har – tror jeg – 18 hunde, hvoraf 5 er nye hvalpe. Hvalpene, som bliver født i vintermånederne, plejer – i modsætning til dem, der bliver født om sommeren – at overleve, hvis de klarer den første nat. Helt mærkeligt, når man tænker på de omstændigheder, de fødes under.

Ikke meget større end et fodspor.

Så er der mad.

Linúus og Vilja.

Det var lidt svært at få nok af.

Førerhunnen var ret optaget af, om alt var som det skulle være. Alt var dog OK, bare den også blev klappet.

Hjemme igen var vasketøjet frysetørret og heldigvis ikke fløjet til Canada.

Og så var der nyfanget laks og hvidvin til aften. En herlig afslutning på en af mine utallige dejlige dage her.

Lasse og jeg har fået lovning på en tur med hundene, når han kommer herop. Det gør han d. 13. december og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg skal dog heldigvis ud at køre med dem inden da. Hvor heldig kan man være ???

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arktisk kørekort. 22.10.11.

Igår skulle jeg på min femte køretime. Og selvom kørerlæreren var så venlig at spørge mig, om jeg turde, ja så: “Hva Fan`”. Og selvom vinduesviskerne truede med at fryse fast, og selvom bilen er beregnet til lettere kørsel i Korea, og selvom der ikke var ryddet så meget, og selvom det var vanskeligt at se noget som helst, så overlevede jeg, og blev indstillet til køreprøve på torsdag.

Sådan så der ud:

Forhåbentlig kan jeg nå 3 timer mere. Så er der jo også lige teorien, men nu har jeg i alle tilfælde fået anskaffet teoribogen. Egentlig havde jeg store planer om at anskaffe de der cd`ere fra Danmark med “Jeg skal være særlig opmærksom på….”, men det er der ikke tid til. Når man skal have kørekort her foregår det hele hos politiet – ved skranken. Man bliver spurgt ud om nogle ting og så skal man køre en tur, men først skal man på sygehuset og tjekkes. Det koster 375 kr og foregår altid om onsdagen. Lægeundersøgelserne er lægernes sidegecheft, og årets omsætning går – efter sigende – til en munter aften omkring jul.

Der er mange grunde til at jeg håber, at jeg består. Den bedste grund er selvfølgelig, at der er fri bil på arbejdet, men også, at Ulla og jeg skal dele en flaske champagne – med tilbehør – fredag. (guderne vide, hvad en sådan flaske står i).

Ellers er her igen begyndt at blive mørkt. Nordlysene fejer over himlen og stearinlys, te og olier er igen livsstilen. Heldigvis havde brugsen tilbud på fyrfadslys, så jeg købte 600 !!

Det helt ufattelige blå lys er begyndt at vise sig igen. Sådan så det ud her til morgen ved 8-tiden.

 

 

Kridhvid vinter. 16.10.11.

Så er det rigtig vinter; verden ligger igen hvid, så langt øjet rækker, badet i et næsten elektrisk blåt lys. Sneen knirker, som den skal, de voksne hunde hyler i forventning og alle hvalpene forsøger at gøre det sammen, selvom de endnu ikke ved, hvorfor, ravnene og de fleste grønlandske familier –  er forlængst vendt tilbage fra sommerens  fjeldliv og ørnene har vist sig et par gange. Der er også i år tre af dem. Huer, handsker og overtrækstøj er atter fundet frem og vidner om, at der igen skal tælles kalorier. Byen vrimler med legende børn i små sælpelse. Det hele er bare Grønland, som det skal være og altid har været det i min fantasi.

I sidste uge lå der et par hvaler udenfor byen, men de er taget afsted nu og kommer vel først tilbage når amasetterne kommer igen. Til gengæld vrimler Grønland tilsyneladende af rener, som bliver skudt i store mængder. Der er hver dag frisk renkød på brædtet, hvor der også er et stort udbud af fisk.

Aftnerne er igen blevet mørke, selvom her egentlig aldrig bliver sådan rigtigt mørkt. Der har været nogle fantastisk nordlys aftener, hvor alt var et lyshav i primært grønne farver med ”bølger” i alle regnbuens farver. Jeg sparer sammen til et bedre kamera, men indtil da, glæder jeg mig over, at Dortheivalo har både kamera og evnerne til at  fotografere:

http://dortheivalo.blogspot.com/2011/09/mit-ga-i-seng-billede.html

Nu er det næste dag, for dagen igår blev afsluttet med en travetur med Ulla. Men først hentede vi vand ved kilden:

Egentlig ved jeg ikke, om det smager meget bedre end vandet fra hanerne; måske er det ligesom da jeg gik sikkert og hurtigt ned af den ret stejle sti, som fører til arbejdet, fordi jeg jo har de der pensionistsøm – også kaldet danskersøm – slået ud under sålerne. Først da jeg tog støvlerne af opdagede jeg, at de slet ikke var “sat til”, sømmene altså.  Men det er nu sådan set også ligegyldigt; vi har købt noget fantastiskt Kusmi the i Nuuk, og dét, sammen med vandet er rigtig godt.

Hvalerne var der stadig og blåste, så det var en så stor fryd, at vi kørte en tur til “udsigten” og så dem derfra. Som erstatning for en “genbrugskikkert” jeg fik engang, har jeg købt en discount, men den kunne da fremvise lidt hale også. Ulla har lovet at skaffe en bedre kikkert. Hendes mand – og hele familie – er jo jægere.

For nogen tid siden kom Ulla  ind til mig, jeg vil ikke ligefrem sige farende, men noget i den retning, og sagde, at ”vi” i den grad påskønner dit arbejde og, hvad du havde gjort i den tid, du har været i Sisimiut. Jeg bliver altid betænkelig ved det der royale “vi”, også selvom det er fra en person, som til enhver tid håndhæver, at hun er dybt uinteresseret i det kongehus, som hun ellers ved alt om . Det korte af det lange; “vi” havde besluttet sig for, at jeg skulle have et kørekort. Jeg skulle selv finde en kørerlærer. Det er jo ikke lige så svært her i Sisimiut, for der findes kun to, og min religiøse overbevisning – eller mangel på samme – byder mig at vælge den ene fra. Den anden ringede jeg så til. Det forholdt sig desværre sådan, at han havde fået sin bil stjålet hvorved den  var blevet totalt smadret. Jeg havde jo håbet på lidt kørsel på tør vej, men det blev det ikke til. Han skulle jo have en ny bil fra Danmark. I onsdags ringede han så; nu var bilen kommet og jeg kunne køre næste dag. Onsdag var en rigtig fin dag – men det var torsdag bestemt ikke. Det havde bare sneet hele natten og 0gså kl. 15, hvor jeg skulle køre. Egentlig var køretimen blevet aflyst, fordi det var for glat !!!! , men han kom alligevel og vi kørte. Jeg har jo altid set Sisimiut og omegn fra en afslappet position. Det gjorde jeg ikke denne dag. Der var hunde overalt, sne i mængder og alle de der frygtelig mange elever fra Bygge- og Anlæg og alle andre fra skoler  (405, hvis de altså var der allesammen), som tror, at fortovet ikke må betrædes. Det gik nu godt nok og i dag har jeg kørt igen. Kørerlæreren siger, at jeg er ved at få rutine !!!!!!!!!!

Nuuk tur retur, og så meget andet. 2.10.11

Jeg glædede mig rigtig meget til at komme til Nuuk. Det var første gang. I Grønland har man altid fri den dag, man skal rejse, og den dag, man skal hjem. Jeg gik ned på skolen for at printe min billet ud og for at gøre et eller andet, Ulla gerne ville have mig til. Og så skete dét, som selvfølgelig ikke må ske. Jeg havde bestilt billet til næste dag!!! og vi får billetter, som ikke kan byttes. Der blev bestilt en ny billet, så jeg kom afsted med lidt stadig vådt tøj i kufferten.

Det var en rigtig flot dag.

Ved lufthavnen

Kilden ved lufthavnen

Sisimiut

Dernede et sted på lufthavnsvejen går Ulla og ånder sandsynligvis lettet op.

Flyveturen var utrolig flot.

Her er – tror jeg  – Sdr. Strømfjord. Og lige efter Sukkertoppen Isbræ.

Naturen i Nuuk er helt anderledes end her.

Lige før landing i Nuuk.

Sigtbarheden her i Grønland er  uforståelig. Det fjerneste fjeld på billedet ligger 112 km væk.

Jeg boede hos Hans, som dog var på jagt de fleste af dagene. Da jeg ankom var han lige kommet tilbage fra fiskeri, så vi spiste noget fantastiskt lækkert nyfanget laks. Resten blev vakuumpakket.

Undtagen store stykker, som skulle bruges som agn til helleflynderfiskeri. Det smagte iøvrigt herligt råt.

Udenfor lå gevir og hoved af sønnens nyligt skudte ren.

Jagt i Grønland er helt anderledes – synes jeg – utrolig end andet, jeg har set. Renen vejede ca. 90 kg og var blevet skudt af sønnen, som havde gået 20 timer for at få den til båden. Han havde været nødt til at gå to gange, fordi han “kun” kunne bære halvdelen ad gangen.

Kurset, jeg var på, var både spændende og lærerigt med masser af nytænkning.

Det var lidt underligt, at være i en by i Grønland, hvor man faktisk kan gå fra butik til butik på en gade. Udvalget var selvfølgelig meget større end i Sisimiut, men jeg fik nu ikke købt noget og Nuuk er ikke lige min kop te. For mig er Sisimiut meget mere Grønland, ikke mindst på grund af alle hundene. I Nuuk er hundeslædekørsel ikke tilladt. Til gengæld må man have hvilken som helst hund; og det havde de. Og så har de også isfjelde. Det findes ikke her.

Og andet som var lige så flot som i Sisimiut:

Ravnen ville gerne have del i resten af laksen.

Hans med sin hvaltand. Hvalen var skudt i Godhavn.

Der var godt nok også nok at skyde med.

Og så var der selvfølgelig julemandens postkasse.

Søndagen bød på morgenmad hos Hans og Ullas ældste søn, svigerdatter og utrolig søde børnebørn, som frembragte lidt hjemvé. , og senere på dagen kaffemik hos Hans´ ældste bror. Begge dele var rigtig hyggelige.

Hans kørte mig til lufthavnen. Man må ikke køre hundeslæde i Nuuk, men gerne med snescooter.

Efter endnu en meget flot flyvning, var jeg hjemme igen og Ulla huskede at hente mig i lufthavnen.

Siden har jeg igen været til middag hos Jytte sammen med Børge og to katte. Nu er der desværre kun een tilbage.

Det var en rigtig hyggelig aften – som sædvanlig. Vejret var fantastiskt.

og Jytte havde, med Børges hjælp, fået udvidet sin park.

 

Idag er Børge taget til Danmark, hvor han skal være nogle dage, før han skal på elgjagt. Det blev til nogle rener. Jytte har fået hængt noget til tørre på skuret:

Ulla og jeg har igen gået lange ture og også haft en hyggelig fredagsaften med mad og hvidvin med indlandsis.

Der er faldet sne, som nu bliver liggende og farver hele verden hvid. Smukt med en næsten elektrisk blå baggrund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gensyn med stjernerne. 14.9.11.

Min bevidthed har gennem mange måneder været befriet for det faktum, at Grønland også kan forbindes med mørke, indtil i forgårs. Da jeg gik i seng var himlen fyldt med stjerner og fuldmåne og – bedst af det hele – et funklende grønt nordlys.

På onsdag skal jeg til Nuuk – kl. 19.30. Da jeg bestilte biletten for en måned siden, havde jeg overhovedet ikke overvejet lyset. Idag går solen ned kl 20., så nu går det hurtigt og på onsdag vil det være mørkt kl. 19.30. Lige da jeg opdagede det, ærgrede det mig. På den anden side har jeg aldrig set byer i Grønland ovenfra i mørke. Og tænk, hvis der er nordlys.

Mørket, stjernene, månen og nordlyset vakte også alle minderne om sidste års traveture med Ulla efter arbejdstid og alle solnedgangene, som vi så fra udsigtsstedet, for ikke at glemme aftener hos Jytte, som har et formidabel udsyn til nordlys – uden forstyrrende elektrisk lys.

Så skal der heller ikke gøres så meget rent mere, fordi der ikke længere er noget udefra, der sviner.

Og nu kommer tiden selvfølgelig også med alt det, som er det helt fantastiske ved Grønland; nordlys, sne, kulde, hundeslæder, snescootere og voldsomme snestorme. 

 

Om at partere et rensdyr med en lommekniv. 11.9.11.

Ulla og jeg får gået en del efter arbejde, men ikke nok, så nu har vi besluttet, at der ikke er nogen vej udenom motion i hallen. I næste uge er hun i Nuuk og ugen efter er jeg dernede, så indtil videre bliver det ved tanken.

Dagene er endnu lange – 6.30 til 21, men det går hurtigt mod mørke nu. Hundene kan næsten ikke vente mere.

Og slæderne står klar.

I gavebutikken var jeg heldig at finde et postkort, hvor det lejlighedskompleks, jeg bor i, er med, så nu kan jeg sende postkort med krydser på.

Jeg bor i de høje blå huse i midten af billedet. Jeg kan ikke forestille mig at bo et smukkere sted. Jeg kan heller ikke forestille mig et sted, hvor jeg kunne føle mig mere hjemme. Arbejdet smelter meget sammen med min fritid. Alt er bare stille, roligt og hyggeligt. Med faste udgifter på 6-7000 om måneden bliver livet let, med en pæn opsparing, selvom jeg lever meget behageligt. Arbejdsrejserne er stadig en gave.  D. 21. skal jeg til Nuuk.

Torsdag var jeg, sammen med Børge, inviteret til middag hos Jytte. Det var som sædvanlig hyggeligt med rensdyrsteg og nogle helt fantastisk lækre nyopgravede kartofler, som Børge havde medbragt fra Kig-Ind mandens hytte i 2. fjord.

Jytte havde købt et postkort til mig i Ilulissat. 3D og meget, meget sødt. Jeg glæder mig til at komme til Ilulissat, nu også for at jeg dér kan købe postkort af den slags til børnebørnene.

Jytte er så gavmild. Jeg fik også en buket fra haven – og så endda mine yndlingsblomster.

Fredag morgen blev jeg ringet op af Poul, som nu havde skudt det rensdyr, som jeg skulle have halvdelen af. Jeg gik tidligere hjem, så jeg kunne gøre klar til operationen. Når det handler om Poul er det væsentligste krav nok, at der findes øl. Det var iøvrigt hans tredje rensdyr i år og han har stadig en uges ferie til gode.

Poul ligner Rasmus Lyberth, så alene af den grund kan jeg ikke få nok af at kigge på ham; og så er han vist altid bare glad.

Poul har et eller andet med nyheder. Han går nærmest i panik, hvis han ikke har mulighed for at høre dem. Det synes jeg, jeg har set før

Poul gjorde mine dolke farlige, som han sagde, men han ville nu hellere have brugt en lommekniv til grovparteringen. Han havde ikke sin egen med og jeg havde glemt, at jeg egentlig havde een.

Poul hjalp med at grovpartere, men han skulle på nattevagt, så efter et par øl mere, gik han hjem.

Jeg kom i tanke om mine lommeknive. Den ene er ret god, så den fik jeg slebet, så den blev som et barberblad. Nu har jeg i flere år filet kød fra hinanden med en stor, skarp kniv. Resultatet har aldrig været godt. Men nu, med min skarpe lommekniv og Rasmus Lyberth i baggrunden, var det som om kødet bare lod sig dele, næsten af sig selv.

Efter endt arbejde var jeg – mildt sagt – mere end stolt.

Før.

Efter. Jeg skar et par bøffer af denne udbenede kølle. Resten skal vist være til en julemiddag.

Masser af mørbradbøffer.

Det blev i det hele taget til et hav af bøffer, suppekød og små stege.

Der gik helt sport i det der med lommekniven, så alle ribbenene blev også taget ud. Selv om Poul sagde, at kødet var for magert til rullepølse – renen var kun to år – så tror jeg nu, jeg vil prøve alligevel.

Alle benene blev kogt sammen med en masse urter og krydderier til en fond, som blev rigtig god.

De afkogte ben er nu ved at blive kogt helt rene. Jeg tror nogle af dem,  kan blive rigtig fine til hår- og sjalsnåle, men hvis ikke, ligger der et helt gevir og venter.

Og så var der lige leveren. Den tilberedte jeg straks. I en opskrift på kalvelever, stod der: “Puds leveren”, men den så sådan ud:

så jeg opgav opskriften og tilberedte den med pimært grønlandske krydderier og urter. Der er vist ikke meget, der kan måle sig med grønlandsk vildren.

Nu vil jeg gå ned til “min” hundehvalp med de få, ikke brugbare, rester fra suppen. Så bliver den også glad.

 

 

 

Når Rasmus Lyberth synger så himlen åbner sig. 3.9.11.

Rasmus Lybert kom allerede til byen i midten af sidste uge. Han skulle optræde ved et lukket arrangement på hotellet i anledning af  Centrum Kioskens 30 år fødselsdag. Der herskede megen tvivl om, hvorvidt alle vi andre dødelige fik mulighed for at høre ham. Men det gjorde vi. Han sang igår, lørdag,  kl. 16 og igen kl. 22. Det havde været ret koldt om natten og der var faldet en del sne, som blev liggende på fjeldene. Men op af dagen blev det høj sol og 8 grader, som betyder varmt her, og meget tør luft. Det var ideelt for en udendørs koncert.

Fra kl. 13 var der byfest med to slags karusseller , små vikingeskibe, en hoppeborg, en pølsevogn, et øltelt, et pandekagetelt og så en masse telte og boder, hvor man kunne købe tøj, bensmykker, olier med grønlandske krydderurter, tørrede og friske krydderurter, osv. Ja, og så altså lige scenen, som ingen vidste, hvornår skulle benyttes.

(Bemærk bilen i nederste højre hjørne. Den får jeg lov at bruge, når jeg får kørekort. Det gør jeg når kørelæreren får ny bil. Den gamle blev stjålet og totalt smadret. Jeg er dog nr 8 i køen til kørekort, men ……….. det kommer nok også).

Jeg hørte Rasmus Lyberth første gang sammen med min bror og svigerinde - i midten af 70´erne – i Vise-Vers-Huset i Tivoli. Dengang var han ung (han er nu lige fyldt 60) og ukendt. Det var en helt overvældende oplevelse. At det jo ikke var muligt at forstå, hvad han sang, var  fuldstændig uvæsentlig. Han sang bare Grønland. Dengang tænkte jeg, at det måtte være en fantastisk oplevelse at høre ham synge i Grønland. Vise-Vers-huset var alt for lille til hans stemme.

Jeg har gennem mit liv haft mange forestillinger om Grønland og om, hvor fantastisk det måtte være at leve her. Virkeligheden har langt overgået min fantasi. Således også med Rasmus Lyberth.

Han begyndte at synge lige da jeg var gået ud af min lejlighed. Det kunne vist ingen i byen være i tvivl om. Altså at han var begyndt at synge. Han har en helt fantastisk både stor og meget blid stemme. At han så er død-charmerende gør jo ikke det hele ringere. Han optræder med en selvtilfredshed, som, i alle tilfælde her, vinder stort gehør og latter. F.eks.: (Ulla oversatte). “Jeg mødte en dame i Arctic Hotel i Ilulissat. (Grønlands helt mondæne hotel). Hun var så pæn, at jeg blev nødt til at synge for hende”. Oprigtig talt ved jeg stadig ikke, hvorfor det var så sjovt, men det var det altså.

Rasmus Lyberth er oprindelig flymekaniker, og jeg er så heldig at kende een, som gik i klasse med ham under denne uddannelse – vist nok i Dragør. Læreren sagde:”Rasmus kan du forklare mig Ohms lov”, hvortil Lyberth svarede, lidt nølende: “Jah, men jeg bryder mig ikke om at diskutere politik”.

Stille beundring på fars ryg.

Det var en meget speciel oplevelse at høre ham synge her. På de nærtliggende fjelde legede de mindste børn, drengene var ude med BMX ´erne foran scenen, et par heste kom pludselig gående ind imellem publikum, et par hunde i snor forvirrede hestene, fordi de ville snuse til dem. Så opstod der lidt skænderi mellem de to ejere og en ældre grønlandsk kvinde, som havde et lidt tvivlsomt forhold til jordforbindelse, dansede foran scenen. I baggrunden hylede hundene og ravnene sagde alt det, de siger, solen skinnede og fjeldene gav genlyd af den voldsomme og fantastiske stemme. Alt var præcis som det skulle være. For mig en total lykkefølelse, eller vel rettere bare lykke. Her er bare så dejligt.

Der blev sunget  – og sunget med – helt ind i hjertet – mange grønlændere kan bare deres Rasmus Lybert til mindste detalje.

Kl. 22 var Lyberth på scenen igen, sammen med sin fantastiske guitarist.  Solnedgangen var flot og stemningen høj.

Det lignede i begyndelsen en drive-in koncert:

Cyklerne forsvandt hurtigt. Alle sang med.

For tre uger siden sang Rasmus Lybert for fuldt hus i Royal Albert Hall,  i går sang han på en plads i Sisimiut . Heldigvis optræder han ret ofte i Grønland – og det er værd at rejse efter.

Hvert år – tror jeg – optræder han på den grønlandske dag i Tivoli. Det kan virkelig anbefales. Jeg tror det er den 14. juli.

Hvis det bliver muligt, vil jeg gerne, at det for fremtiden  bliver min dag i Danmark med børn og børnebørn og alle, jeg kender –  i Tivoli

Nu vil jeg gøre klar til den halve ren, som forhåbentlig er ved at blive skudt lige nu. Fryserne bliver fyldt med så megen moskus, lam, ren, laks og torsk at jeg vist ikke behøver købe mere kød i et år – bortset lige fra brugs-slagterens lokkende og lækre kryddermedister.

En af mine klienter sagde forleden, selvfølgelig i anden sammenhæng: “Tænk nu, hvis det er en drøm”.

Hvem ved, måske er det en drøm! Jeg håber bare, at jeg har glemt at stille uret til vækning.