Jeg elsker Ullas og mine sene eftermiddagsture, hvad enten de er til fods eller i bil, hvor der altid er nye storslåede naturoplevelser. Alle billederne på dette opslag er fra samme eftermiddag, bortset vist fra et par solnedgangsbilleder, taget rundt om i byen mellem 16 og 18. Ufatteligt, at der kan ske så store naturforandringer på så kort tid.

Jeg holder nu også af turene, fordi vi går og småpludrer om alt og intet, og fordi hun gider høre om mit liv, som bevæger sig fremad på lyserøde skyer. Måske har jeg nævnt det før, men her er livet altså bare lykken – eller måske omvendt.

Vi startede vores tur denne dag, d. 14.2. med at køre til “udsigtspunktet” , som allerede var fyldt med mennesker. Det er hyggeligt, og så kan man få snakket med en del om det, man ikke lige fik mailet om i løbet af dagen

På det tidspunkt så der sådan ud:

Vi kørte videre for at se hele showet, efter at Ulla altså lige havde fået vand fra elven, som der nu er meget langt ned til:

Her er lidt fotos fra turen:

Fra  grusgraven ind over byen. Klik på billedet, hvis du vil se byen

Fra lufthavnsvejen.

De er vist lige fra en anden dag.

Og så det blå lys.

Og natten der falder på.

Is i havnen, og til sidst et kig på losningen af rejer i det herlige blå lys:

Og så har det været min fødselsdag, som var en meget dejlig dag, som faktisk strakte sig over to.

Det bedste var naturligvis at tale med børn og børnebørn – hvilket vil sige Linus, fordi Vilja var gået omkuld, men også alle hilsner fra alle steder, breve fra Sverige og nogle søde og meget betænksomme gaver. En dejlig dag om lørdagen sammen med Jytte, hvor hun deltog i mit gaveprojekt til børnebørnene.

Den helt fantastiske gave var, at Ulla fik mig opgraderet til en større lejlighed. Det betyder 25-30 kvm mere end jeg har nu. Det er større end man tror.

På mit skrivebord ligger min billet til DK sammen med hotelbestillingen. Det betyder – ud over kursus – børn, børnebørn, Mai-Brit og Erik og måske og forhåbentlig en kop kaffe hos “Den Lange” i deres kolonihavebolig i Valby og en frokost med Ulla, som har fødselsdag d. 24. og derfor er smuttet. Ja, og så betyder det forhåbentlig en palle eller to med mine ting.

Når jeg kommer hjem skal jeg til Ilulissat for at arbejde og bo på  Hotel Arctic og se isfjeldene og alt det andet. At jeg skal være sammen med Inunnguaq gør det jo ikke dårligere.

Heldigvis klarede det hurtigt op, så vi kunne gå over den frosne sø ud til hundene udenfor byen. Heldigvis var der masser af hvalpe.

Det er ikke altid lige let at være den mindste, men så var det jo godt, at Lasse fik reddet den.

Et par følgesvende på hjemvejen.

Blue hour er meget lang og ufattelig smuk her.

Her bor jeg.

Sådanne dage med klart blåt lys ender i reglen meget smukt.

De bageste fjelde ligger 60-70 km sypå ved bygden Itelleq.

Der var også lidt byture.

Og en tur omkring havnen, som nu er helt frosset til.

Det nye kamera gav anledning til 100 vis af fotos og lidt leg. Bemærk, jeg kan se:” hej mor” lige når jeg vil.

Aften i Sisimiut, fra mit køkkenvindue.

Det er bare blue hour.

Mit yndlingsfoto fra julen.

Og selv om jeg ved, at Lasse synes det er åndssvagt at vise fotos af, hvad man spiser og hvordan man tilbereder det, så fik vi altså både resdyrkølle og moskusbøffer, som var så store, at jeg måtte stege dem i en gryde. Glædeligt var det jo, at “rensdyr – seriøst – er det bedste af det bedste  kød, jeg har smagt”. (Sagde Lasse altså). Laks og moskus faldt dog også i god jord.

Lasse fik tegnet både med kridt og blyant, mens jeg fik slappet af og nød min første ferie.

Vi var inviteret til middag hos Jytte – en rigtig hyggelig aften – med sædvanlig fortræffelig mad, nordlys og vores  medbragte  isbombe.

Jyttes forfængelige kat – een af dem – overvejer manicure.

Nu her – en hel måned efter – er det helt svært at skrive om alt det, som var. Det var bare dejligt, at han var her.

Vores nytårsaften blev noget andet, end vi havde forestillet os. Vi gik til Pissifik for at købe vin, øl og hvad de ellers havde til at skåle i. Nu er det sådan her i Grønland – i alle tilfælde i Pissifik, at vin, øl og spiritus står fremme, så man fylder altså bare i vognen. Det er i den sammenhæng vigtigt at huske, at man ikke skal tage notits af prisskilte. Når man så kommer frem til kassen er det bare ikke den store fornøjelse sådan en sidste dag på året. Det er en lørdag, hverdag indtil 13, men nej. Du kan ikke købe det, du har i kurven. Så det blev til en kasse lyse øl og 24 colaer. Som altid blev jeg reddet af Ulla, som havde en flaske rødvin i gemmerne og jeg havde hendes nøgle. Så vi gnaskede os gennem rensdyrkøllen med rødvin. Resten af aftenen drak vi lyse øller og cola. Det betød til gengæld en rigtig god aften med masser af snak om fremtid. Så om mandagen fik Lasse igen meldt sig ind på HF, hvor han nu går. Altså en fantastisk nytårsaften. Se bare:

Når man så oven i købet bliver ringet op af de dejligste børnebørn, ja så …….

Desværre endte Lasses ferie med, at han selv måtte tage til lufthavnen, fordi jeg var faldet og havde bøjet/brækket et par ribben. Det har jeg prøvet een gang før. Det gør sindssygt ondt, men denne gang var desværre min egen skyld.

Jeg glæder mig rigtig meget til han kommer op igen, men næste gang skal det være i april-maj, når både dag og aften er fyldt med lys og solskin.

Jeg glæder mig også til, at jeg om under en måned skal se alle i Danmark, være på kursus, bo på Hotel Østerport i 9 dage og besøge Mai-Britt og Erik.  Når jeg kommer hjem igen skal jeg sammen med Inunnguaq til Ilulissat, holde foredrag og lave en tegnesession med nogle studerende. Jeg skal se isfjelde, isbræer og bo på Arktic  Hotel. Hvilket liv.

Og så er der bare andre gode ting under opsejling, men det holder jeg lige – lidt endnu – for mig selv.

Lasses forsinkelse betyder også, at jeg nu – hvor jeg har ferie for første gang, mens jeg har været her – kan nå at få pyntet lidt op til jul. Det er nu ret hurtigt overstået, for jeg har ikke så meget at pynte op med, to ting fra mit tidligere liv og to nyindkøbte:

Denne købte jeg engang sammen med Solveig. Den vækker mange minder og jeg er meget glad for den.

Mit vist billigste julepynt, købt i et lavprisvarehus i Vänersborg.

Årets anskaffelse af julepynt er en lille uro med rensdyr. Den kører rundt, når der er levende lys under den:

Og så naturligvis den, i grønland, obligatoriske julestjerne, som er orange og vidner om, at lyset og solen vender tilbage. Den findes i tusindvis overalt i Grønland.

Bemærk den forbedrede billedkvalitet. Der var penge på min arbejdskonto til et nyt kamera. Det har jeg længe gerne villet have til at fotografere klienters tegninger, så jeg ikke behøver opbevare dem i voldsomme mængder på gulvet i mit kontor. Det er naturligvis ikke mit, men jeg skal jo lige lære det at kende. Det er et Canon 600d; en kitpakke med allround linse, en ekstra macro linse, stativ og fjernudløser. Det bliver sjovt at lære det mere at kende.

I Nuuk var der, i modsætning til her, pyntet op i gaderne.

og også indendørs:

Der var også en livlig gadehandel og brædtet var fyldt helt op.

En af de store fornøjelser ved at være i Nuuk er Godthaab Bryghus, hvor der bliver lavet fantastisk øl.

I begyndelsen af det nye år skal blog P, som, da den blev bygget, var verdens længste boligblok, rives ned. Jeg har hørt, at den har rummet 1% af Grønlands befolkning, og at den vist blev bygget for at kunne rumme mennesker, som skulle tvangsflyttes fra Uumanaq området, som i øvrigt er det område, hvor årets julekalender i sin tid blev optaget. Det blev der nu ikke noget af, det med flytningen altså. Nu er boligblokken næsten tom. Pæn er den i alle tilfælde ikke.

Uumanaq betyder noget med hjerte. Byen har navn efter det største fjeld, som ligner et hjerte. Det er det, som ses i indledningen til “julekalenderen”.

Nu er jeg lige kommet hjem efter at have været nede på mit arbejde for at tjekke mails og køre en lille indkøbsrunde med Ulla. Nu er der bare tilbage at gøre lammestegen i orden, så den kan blive langtidsstegt a lá River Cottage og vente til i morgen.

Der har været rigtig meget arbejde de sidste par uger. Jeg er begyndt at lave gruppetegneterapi onsdag aften. Det er en så stor succes, at alle kommer til trods for at de skal komme direkte fra skole kl. 16. Det er sjovt, givende og helt utrolig varmt. Det er noget, jeg meget gerne vil fortsætte med. Det har selvfølgelig været lidt anstrengende, fordi det har ligget oveni arbejdstiden, men det mærker jeg først når jeg låser den sidste dør og går ud i polarnatten, hvor der enten er en forrygende snestorm eller en overdådig stjernevrimmel. Alt er lige nu bare hvidt og  selv hundene er blevet pæne igen . Hvalpene er blevet lænkede og står og ser ud som om, de synes, det er en vældig dårlig spøg.

Kuldefaktoren er nede omkring minus 18 og alle siger, at det bliver en hård vinter. Det er jeg glad for. Jeg elsker kulden, som er tør, lækker og hvid. Og så kommer Lasse jo, så det skulle nødig være noget pjat det der med Grønland. I den sammenhæng har alle iøvrigt – som sædvanligt – været utrolig søde med lovning på  tøj, fodtøj, slædeture, snescooter og udlån af ski og skistøvler+instruktion i skiløb; måske skal jeg selv prøve det der med skiene. Dem kan man låne gratis i skiklubben, som oveni købet ligger lige ved skolen. Da Lasse også er vild med laks har jeg skaffet nogle kg (25) ferske, men også – en gave fra Hans – en halv side lyngrøget laks fra et sted på kysten, hvor han sejler. Grønlandsk skællaks, røget over lyng – så kan alt andet godt pakke sammen, så han kan glæde sig.

De to sidste uger har også budt på en grad af sociale sammenkomster, som jeg aldrig tidligere har prøvet; forrygende middag hos Jytte med Kirsti og Anne Maria; to middage hos Ulla sammen med først Kåre, Lars, Regine, dernæst  Elias og Karin – og deres søn, som er helikopterpilot. En rigtig dejlig afskedsmiddag hos Kirsti, som nu rejser tilbage til Bergen for godt – som man siger her, sammen med Anne Maria, Jytte og Magdelene, som jeg ikke har truffet før, men som det viste sig stort set er nabo. Hun har en strikkemaskine, som hun gerne ville have noget hjælp til, så det skal nok blive til meget mere, og gav anledning til, at jeg nu vil  have mine strikkemaskiner  herop, hvis de da ikke er helt rustne. Jeg håber, det bliver billigere at købe det, der mangler end at købe en ny. Det bliver i alle tilfælde spændende.

Ellers har jeg nærmest været flyttet ind hos Hans og Ulla og fået det mest fantastiske mad. Hans er en af den slags guddommelige mænd, som ikke bare elsker at lave mad, men som også kan det, og så er det jo bare så fantastiskt dejligt at gå fra en gruppeterapi, der er lykkedes, så man er nærmest høj, direkte til et bord med hvalsuppe, som er noget af det lækreste, jeg har smagt. Hans laver suppen på kød fra tre forskellige steder på vågehvalen (sildepisker). Alle tre slags kød smager forskelligt, det ene mere dejligt end det andet; det ene af krølfedt (men bedre), det andet af friskplukkede nødder og det tredje af noget fint, fint kalvekød. De andre dage har han lavet helleflynder, laks, lam og andet fantastiskt.

I morgen skal jeg ikke noget; onsdag laver Hans sælsuppe, torsdag kommer Anna Maria fra Narsaq hér, fredag er jeg inviteret ned til Jytte, hvor jeg skal fremvise min lille Ghandirok for et par, hun kender, lørdag er der julefrokost på hotellet, osv. osv.

12.-13. og 14. skal jeg til Nuuk på en konference. Desværre er det d. 13. at Lasse kommer, men der er en del, som godt vil tage sig af ham. Jeg havde glædet mig til at se ham stige ud af flyveren, men jeg håber, at der er en venlig sjæl, der vil tage et billede af ham. Når jeg kommer hjem fra Nuuk venter der forhåbentlig en dejlig måned sammen med ham. Han skal i alle tilfælde fotograferes, for jeg har nemlig fået et fantastisk kamera med 338 sider manual og linser til både ditten og datten. DortheIvalo siger, at jeg bare skal fotografere med hjertet, og det bliver jo ikke så svært, når Lasse skal være prøveklud for indlæring i blænder og ISO. Jeg har lånt  Ullas lejlighed, så han kan sove, som han vil og på den måde få lov at nyde nordlyset, som han glæder sig til.

I aften bliver der igen frost og sne. Så bliver det næste stunt at komme på arbejde ad spejlblanke veje. Jeg har heldigvis en hjemmearbejdsdag i morgen.

Men inden da må jeg ud i det, så jeg kan se stenklubbens sidste messe.

Grønland er slet ikke lavet til regn. Fjeldene bliver så mærkelig tunge at se på, hundene hyler og bliver våde og torskene kan ikke tørres.

Det er bedre, når det ser sådan ud:

Her er skolens bil; det er heldigvis ikke mig, der har kørt den i grøften.

I mandags lavede jeg lagkage i anledning af min svigersøn, Jespers fødselsdag.

Her er bunden, bagt af nødder, og her er den med flyfrisk piskefløde:

Den smagte mange gange bedre end den så ud.

Stine bagte – som sædvanlig – noget, der unægtelig var noget mere seværdigt:

En skattekiste. Den er – som hendes kager altid er –  bare helt fantastisk.

Jeg fik, med livet som indsats, bevæget mig ned til stenmessen.

Jytte var allerede godt igang med salget:

Jeg fik købt et par solide muleposer, ørehængere af lapis og så denne meget fine bordskåner, som dog skal ende som billede på væggen.

Nu er det tid til stearinlys, film og strikketøj, mens stormen rusker i alt, hvad der kan ruskes i.

http://dortheivalo.blogspot.com/2011/10/om-ikke-andet.html

Det er selvfølgelig begrænset, hvor mange biler, der findes i Sisimiut, men dem, der findes, indeholder  – for en stor dels vedkommende  – en chauffør, som har sit helt eget, specielle forhold til det at køre bil. Og så er der jo alle hundene og ikke mindst småbørn og endnu værre børn i skolealderen, som virker som om biler er noget utyske, som først har interesse, når de bliver 18.

Men jeg fik mit kørekort.

Alle mine køretimer bestod i glatbanekørsel. (8 x 45 minutter + 1 times teori).

Nu skal jeg så bare tage mig sammen til at køre i skolens bil. Når jeg først har prøvet det, bliver jeg nok ikke til at hive ud af den bil.

Det har været en fantastisk uge. Arbejdet er både spændende og givende og vejret har været helt i top. 10-12 graders frost, uendelig blå himmel, som får fjeldene til at stå i en kontrast, som jeg aldrig kan få nok af.

I midten står Ulla og drikker vand fra hullet i elven. Jeg fik også noget selvom jeg hellere ville ryge, mens hun gik derned.

Om aftenen var Ulla og jeg inviteret ud til Anne Maria, som underviser på sprogcentret, og som har boet flere år i Moskva. Det var meget, meget hyggeligt med ørred og russik salat og gedeost og megen grin. Anne Maria bor meget flot med udsigt til Canada, hvilket betyder, at hun dagligt kan se alle hvalerne og de fantastiske solnedgange her.

Dette billede er nu taget oppe fra min lejlighed. Det er jo heller ikke at kimse af.

Somme tider bliver jeg skrækslagen ved tanken om, at jeg en skønne dag skal forlade Grønland.

Vejret var utroligt; nysne, høj himmel og bragende solskin, minus 8 – 10 grader og et gennemtrængende blåt lys. Jeg er helt vild med det – helt specielle – blå lys, som farver alt i blåt. Heldigvis vil det være der i nogle måneder fremover.

De fleste af byens hunde står ved grusvejen udenfor byen. Det var en flot tur at gå – også selvom det var lidt hårdt at gå i det nye sne.

Et fugleskræmsel, der skal forhindre ravnene i at få lyst til hundenes mad.

Langs grusvejen er der hunde overalt. Hvalpene og – i nogle tilfælde – deres mødre løber frit, så man bliver hele tiden undersøgt og hoppet op af.

Her har Marianne lige fået lidt selskab.

Under tiden er det nødvendigt at flytte hundene, f.eks. hvis der skal laves vejarbejde. Det kan give de løse mødre lidt problemer med at finde ud af, hvor de hører til.

Een af Mariannes hanhunde havde revet sig løs og løb omkring, men den havde nu ikke problemer med at finde ud af, hvor den hører til. Det kan være svært at indfange løse hunde, så derfor giver man dem ofte sovepiller, som kan afhentes på kommunen.

Marianne og hendes mand har – tror jeg – 18 hunde, hvoraf 5 er nye hvalpe. Hvalpene, som bliver født i vintermånederne, plejer – i modsætning til dem, der bliver født om sommeren – at overleve, hvis de klarer den første nat. Helt mærkeligt, når man tænker på de omstændigheder, de fødes under.

Ikke meget større end et fodspor.

Så er der mad.

Linúus og Vilja.

Det var lidt svært at få nok af.

Førerhunnen var ret optaget af, om alt var som det skulle være. Alt var dog OK, bare den også blev klappet.

Hjemme igen var vasketøjet frysetørret og heldigvis ikke fløjet til Canada.

Og så var der nyfanget laks og hvidvin til aften. En herlig afslutning på en af mine utallige dejlige dage her.

Lasse og jeg har fået lovning på en tur med hundene, når han kommer herop. Det gør han d. 13. december og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg skal dog heldigvis ud at køre med dem inden da. Hvor heldig kan man være ???

Sådan så der ud:

Forhåbentlig kan jeg nå 3 timer mere. Så er der jo også lige teorien, men nu har jeg i alle tilfælde fået anskaffet teoribogen. Egentlig havde jeg store planer om at anskaffe de der cd`ere fra Danmark med “Jeg skal være særlig opmærksom på….”, men det er der ikke tid til. Når man skal have kørekort her foregår det hele hos politiet – ved skranken. Man bliver spurgt ud om nogle ting og så skal man køre en tur, men først skal man på sygehuset og tjekkes. Det koster 375 kr og foregår altid om onsdagen. Lægeundersøgelserne er lægernes sidegecheft, og årets omsætning går – efter sigende – til en munter aften omkring jul.

Der er mange grunde til at jeg håber, at jeg består. Den bedste grund er selvfølgelig, at der er fri bil på arbejdet, men også, at Ulla og jeg skal dele en flaske champagne – med tilbehør – fredag. (guderne vide, hvad en sådan flaske står i).

Ellers er her igen begyndt at blive mørkt. Nordlysene fejer over himlen og stearinlys, te og olier er igen livsstilen. Heldigvis havde brugsen tilbud på fyrfadslys, så jeg købte 600 !!

Det helt ufattelige blå lys er begyndt at vise sig igen. Sådan så det ud her til morgen ved 8-tiden.

I sidste uge lå der et par hvaler udenfor byen, men de er taget afsted nu og kommer vel først tilbage når amasetterne kommer igen. Til gengæld vrimler Grønland tilsyneladende af rener, som bliver skudt i store mængder. Der er hver dag frisk renkød på brædtet, hvor der også er et stort udbud af fisk.

Aftnerne er igen blevet mørke, selvom her egentlig aldrig bliver sådan rigtigt mørkt. Der har været nogle fantastisk nordlys aftener, hvor alt var et lyshav i primært grønne farver med ”bølger” i alle regnbuens farver. Jeg sparer sammen til et bedre kamera, men indtil da, glæder jeg mig over, at Dortheivalo har både kamera og evnerne til at  fotografere:

http://dortheivalo.blogspot.com/2011/09/mit-ga-i-seng-billede.html

Nu er det næste dag, for dagen igår blev afsluttet med en travetur med Ulla. Men først hentede vi vand ved kilden:

Egentlig ved jeg ikke, om det smager meget bedre end vandet fra hanerne; måske er det ligesom da jeg gik sikkert og hurtigt ned af den ret stejle sti, som fører til arbejdet, fordi jeg jo har de der pensionistsøm – også kaldet danskersøm – slået ud under sålerne. Først da jeg tog støvlerne af opdagede jeg, at de slet ikke var “sat til”, sømmene altså.  Men det er nu sådan set også ligegyldigt; vi har købt noget fantastiskt Kusmi the i Nuuk, og dét, sammen med vandet er rigtig godt.

Hvalerne var der stadig og blåste, så det var en så stor fryd, at vi kørte en tur til “udsigten” og så dem derfra. Som erstatning for en “genbrugskikkert” jeg fik engang, har jeg købt en discount, men den kunne da fremvise lidt hale også. Ulla har lovet at skaffe en bedre kikkert. Hendes mand – og hele familie – er jo jægere.

For nogen tid siden kom Ulla  ind til mig, jeg vil ikke ligefrem sige farende, men noget i den retning, og sagde, at ”vi” i den grad påskønner dit arbejde og, hvad du havde gjort i den tid, du har været i Sisimiut. Jeg bliver altid betænkelig ved det der royale “vi”, også selvom det er fra en person, som til enhver tid håndhæver, at hun er dybt uinteresseret i det kongehus, som hun ellers ved alt om . Det korte af det lange; “vi” havde besluttet sig for, at jeg skulle have et kørekort. Jeg skulle selv finde en kørerlærer. Det er jo ikke lige så svært her i Sisimiut, for der findes kun to, og min religiøse overbevisning – eller mangel på samme – byder mig at vælge den ene fra. Den anden ringede jeg så til. Det forholdt sig desværre sådan, at han havde fået sin bil stjålet hvorved den  var blevet totalt smadret. Jeg havde jo håbet på lidt kørsel på tør vej, men det blev det ikke til. Han skulle jo have en ny bil fra Danmark. I onsdags ringede han så; nu var bilen kommet og jeg kunne køre næste dag. Onsdag var en rigtig fin dag – men det var torsdag bestemt ikke. Det havde bare sneet hele natten og 0gså kl. 15, hvor jeg skulle køre. Egentlig var køretimen blevet aflyst, fordi det var for glat !!!! , men han kom alligevel og vi kørte. Jeg har jo altid set Sisimiut og omegn fra en afslappet position. Det gjorde jeg ikke denne dag. Der var hunde overalt, sne i mængder og alle de der frygtelig mange elever fra Bygge- og Anlæg og alle andre fra skoler  (405, hvis de altså var der allesammen), som tror, at fortovet ikke må betrædes. Det gik nu godt nok og i dag har jeg kørt igen. Kørerlæreren siger, at jeg er ved at få rutine !!!!!!!!!!

Det var en rigtig flot dag.

Ved lufthavnen

Kilden ved lufthavnen

Sisimiut

Dernede et sted på lufthavnsvejen går Ulla og ånder sandsynligvis lettet op.

Flyveturen var utrolig flot.

Her er – tror jeg  – Sdr. Strømfjord. Og lige efter Sukkertoppen Isbræ.

Naturen i Nuuk er helt anderledes end her.

Lige før landing i Nuuk.

Sigtbarheden her i Grønland er  uforståelig. Det fjerneste fjeld på billedet ligger 112 km væk.

Jeg boede hos Hans, som dog var på jagt de fleste af dagene. Da jeg ankom var han lige kommet tilbage fra fiskeri, så vi spiste noget fantastiskt lækkert nyfanget laks. Resten blev vakuumpakket.

Undtagen store stykker, som skulle bruges som agn til helleflynderfiskeri. Det smagte iøvrigt herligt råt.

Udenfor lå gevir og hoved af sønnens nyligt skudte ren.

Jagt i Grønland er helt anderledes – synes jeg – utrolig end andet, jeg har set. Renen vejede ca. 90 kg og var blevet skudt af sønnen, som havde gået 20 timer for at få den til båden. Han havde været nødt til at gå to gange, fordi han “kun” kunne bære halvdelen ad gangen.

Kurset, jeg var på, var både spændende og lærerigt med masser af nytænkning.

Det var lidt underligt, at være i en by i Grønland, hvor man faktisk kan gå fra butik til butik på en gade. Udvalget var selvfølgelig meget større end i Sisimiut, men jeg fik nu ikke købt noget og Nuuk er ikke lige min kop te. For mig er Sisimiut meget mere Grønland, ikke mindst på grund af alle hundene. I Nuuk er hundeslædekørsel ikke tilladt. Til gengæld må man have hvilken som helst hund; og det havde de. Og så har de også isfjelde. Det findes ikke her.

Og andet som var lige så flot som i Sisimiut:

Ravnen ville gerne have del i resten af laksen.

Hans med sin hvaltand. Hvalen var skudt i Godhavn.

Der var godt nok også nok at skyde med.

Og så var der selvfølgelig julemandens postkasse.

Søndagen bød på morgenmad hos Hans og Ullas ældste søn, svigerdatter og utrolig søde børnebørn, som frembragte lidt hjemvé. , og senere på dagen kaffemik hos Hans´ ældste bror. Begge dele var rigtig hyggelige.

Hans kørte mig til lufthavnen. Man må ikke køre hundeslæde i Nuuk, men gerne med snescooter.

Efter endnu en meget flot flyvning, var jeg hjemme igen og Ulla huskede at hente mig i lufthavnen.

Siden har jeg igen været til middag hos Jytte sammen med Børge og to katte. Nu er der desværre kun een tilbage.

Det var en rigtig hyggelig aften – som sædvanlig. Vejret var fantastiskt.

og Jytte havde, med Børges hjælp, fået udvidet sin park.

Idag er Børge taget til Danmark, hvor han skal være nogle dage, før han skal på elgjagt. Det blev til nogle rener. Jytte har fået hængt noget til tørre på skuret:

Ulla og jeg har igen gået lange ture og også haft en hyggelig fredagsaften med mad og hvidvin med indlandsis.

Der er faldet sne, som nu bliver liggende og farver hele verden hvid. Smukt med en næsten elektrisk blå baggrund.