Hvalpesafari. 23.10.11.
I går var jeg inviteret med ud for at se hvalpe.
Vejret var utroligt; nysne, høj himmel og bragende solskin, minus 8 – 10 grader og et gennemtrængende blåt lys. Jeg er helt vild med det – helt specielle – blå lys, som farver alt i blåt. Heldigvis vil det være der i nogle måneder fremover.
De fleste af byens hunde står ved grusvejen udenfor byen. Det var en flot tur at gå – også selvom det var lidt hårdt at gå i det nye sne.
Et fugleskræmsel, der skal forhindre ravnene i at få lyst til hundenes mad.
Langs grusvejen er der hunde overalt. Hvalpene og – i nogle tilfælde – deres mødre løber frit, så man bliver hele tiden undersøgt og hoppet op af.
Her har Marianne lige fået lidt selskab.
Under tiden er det nødvendigt at flytte hundene, f.eks. hvis der skal laves vejarbejde. Det kan give de løse mødre lidt problemer med at finde ud af, hvor de hører til.
Een af Mariannes hanhunde havde revet sig løs og løb omkring, men den havde nu ikke problemer med at finde ud af, hvor den hører til. Det kan være svært at indfange løse hunde, så derfor giver man dem ofte sovepiller, som kan afhentes på kommunen.
Marianne og hendes mand har – tror jeg – 18 hunde, hvoraf 5 er nye hvalpe. Hvalpene, som bliver født i vintermånederne, plejer – i modsætning til dem, der bliver født om sommeren – at overleve, hvis de klarer den første nat. Helt mærkeligt, når man tænker på de omstændigheder, de fødes under.
Ikke meget større end et fodspor.
Så er der mad.
Linúus og Vilja.
Det var lidt svært at få nok af.
Førerhunnen var ret optaget af, om alt var som det skulle være. Alt var dog OK, bare den også blev klappet.
Hjemme igen var vasketøjet frysetørret og heldigvis ikke fløjet til Canada.
Og så var der nyfanget laks og hvidvin til aften. En herlig afslutning på en af mine utallige dejlige dage her.
Lasse og jeg har fået lovning på en tur med hundene, når han kommer herop. Det gør han d. 13. december og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg skal dog heldigvis ud at køre med dem inden da. Hvor heldig kan man være ???


















