Kridhvid vinter. 16.10.11.
Så er det rigtig vinter; verden ligger igen hvid, så langt øjet rækker, badet i et næsten elektrisk blåt lys. Sneen knirker, som den skal, de voksne hunde hyler i forventning og alle hvalpene forsøger at gøre det sammen, selvom de endnu ikke ved, hvorfor, ravnene og de fleste grønlandske familier – er forlængst vendt tilbage fra sommerens fjeldliv og ørnene har vist sig et par gange. Der er også i år tre af dem. Huer, handsker og overtrækstøj er atter fundet frem og vidner om, at der igen skal tælles kalorier. Byen vrimler med legende børn i små sælpelse. Det hele er bare Grønland, som det skal være og altid har været det i min fantasi.
I sidste uge lå der et par hvaler udenfor byen, men de er taget afsted nu og kommer vel først tilbage når amasetterne kommer igen. Til gengæld vrimler Grønland tilsyneladende af rener, som bliver skudt i store mængder. Der er hver dag frisk renkød på brædtet, hvor der også er et stort udbud af fisk.
Aftnerne er igen blevet mørke, selvom her egentlig aldrig bliver sådan rigtigt mørkt. Der har været nogle fantastisk nordlys aftener, hvor alt var et lyshav i primært grønne farver med ”bølger” i alle regnbuens farver. Jeg sparer sammen til et bedre kamera, men indtil da, glæder jeg mig over, at Dortheivalo har både kamera og evnerne til at fotografere:
http://dortheivalo.blogspot.com/2011/09/mit-ga-i-seng-billede.html
Nu er det næste dag, for dagen igår blev afsluttet med en travetur med Ulla. Men først hentede vi vand ved kilden:
Egentlig ved jeg ikke, om det smager meget bedre end vandet fra hanerne; måske er det ligesom da jeg gik sikkert og hurtigt ned af den ret stejle sti, som fører til arbejdet, fordi jeg jo har de der pensionistsøm – også kaldet danskersøm – slået ud under sålerne. Først da jeg tog støvlerne af opdagede jeg, at de slet ikke var “sat til”, sømmene altså. Men det er nu sådan set også ligegyldigt; vi har købt noget fantastiskt Kusmi the i Nuuk, og dét, sammen med vandet er rigtig godt.
Hvalerne var der stadig og blåste, så det var en så stor fryd, at vi kørte en tur til “udsigten” og så dem derfra. Som erstatning for en “genbrugskikkert” jeg fik engang, har jeg købt en discount, men den kunne da fremvise lidt hale også. Ulla har lovet at skaffe en bedre kikkert. Hendes mand – og hele familie – er jo jægere.
For nogen tid siden kom Ulla ind til mig, jeg vil ikke ligefrem sige farende, men noget i den retning, og sagde, at ”vi” i den grad påskønner dit arbejde og, hvad du havde gjort i den tid, du har været i Sisimiut. Jeg bliver altid betænkelig ved det der royale “vi”, også selvom det er fra en person, som til enhver tid håndhæver, at hun er dybt uinteresseret i det kongehus, som hun ellers ved alt om 
. Det korte af det lange; “vi” havde besluttet sig for, at jeg skulle have et kørekort. Jeg skulle selv finde en kørerlærer. Det er jo ikke lige så svært her i Sisimiut, for der findes kun to, og min religiøse overbevisning – eller mangel på samme – byder mig at vælge den ene fra. Den anden ringede jeg så til. Det forholdt sig desværre sådan, at han havde fået sin bil stjålet hvorved den var blevet totalt smadret. Jeg havde jo håbet på lidt kørsel på tør vej, men det blev det ikke til. Han skulle jo have en ny bil fra Danmark. I onsdags ringede han så; nu var bilen kommet og jeg kunne køre næste dag. Onsdag var en rigtig fin dag – men det var torsdag bestemt ikke. Det havde bare sneet hele natten og 0gså kl. 15, hvor jeg skulle køre. Egentlig var køretimen blevet aflyst, fordi det var for glat !!!! , men han kom alligevel og vi kørte. Jeg har jo altid set Sisimiut og omegn fra en afslappet position. Det gjorde jeg ikke denne dag. Der var hunde overalt, sne i mængder og alle de der frygtelig mange elever fra Bygge- og Anlæg og alle andre fra skoler (405, hvis de altså var der allesammen), som tror, at fortovet ikke må betrædes. Det gik nu godt nok og i dag har jeg kørt igen. Kørerlæreren siger, at jeg er ved at få rutine !!!!!!!!!!
