Jul igen. 18.12.11.

Så er det blevet jul og Lasse kommer i morgen – forhåbentlig. Han har allerede været på vej een gang, men flyet måtte vende på grund af tekniske vanskeligheder. Det var lidt held i uheld for jeg var i Nuuk til et seminar og kom først hjem 4 timer efter, at han skulle være landet. Nu kan jeg hente ham og det havde jeg faktisk glædet mig til. Sidste år ved denne tid regnede det, men lige nu er vejret som det skal være i Grønland på denne tid; minus 21 i kuldefaktor, snefygning, hylende hunde og obligatorisk nærdødsoplevelse ved flylandinger. Jeg er blevet en ligeså stor grønlandsnørd, som jeg i mange år har forestillet mig.

Lasses forsinkelse betyder også, at jeg nu – hvor jeg har ferie for første gang, mens jeg har været her – kan nå at få pyntet lidt op til jul. Det er nu ret hurtigt overstået, for jeg har ikke så meget at pynte op med, to ting fra mit tidligere liv og to nyindkøbte:

Denne købte jeg engang sammen med Solveig. Den vækker mange minder og jeg er meget glad for den.

Mit vist billigste julepynt, købt i et lavprisvarehus i Vänersborg.

Årets anskaffelse af julepynt er en lille uro med rensdyr. Den kører rundt, når der er levende lys under den:

Og så naturligvis den, i grønland, obligatoriske julestjerne, som er orange og vidner om, at lyset og solen vender tilbage. Den findes i tusindvis overalt i Grønland.

Bemærk den forbedrede billedkvalitet. Der var penge på min arbejdskonto til et nyt kamera. Det har jeg længe gerne villet have til at fotografere klienters tegninger, så jeg ikke behøver opbevare dem i voldsomme mængder på gulvet i mit kontor. Det er naturligvis ikke mit, men jeg skal jo lige lære det at kende. Det er et Canon 600d; en kitpakke med allround linse, en ekstra macro linse, stativ og fjernudløser. Det bliver sjovt at lære det mere at kende.

I Nuuk var der, i modsætning til her, pyntet op i gaderne.

og også indendørs:

Der var også en livlig gadehandel og brædtet var fyldt helt op.

En af de store fornøjelser ved at være i Nuuk er Godthaab Bryghus, hvor der bliver lavet fantastisk øl.

I begyndelsen af det nye år skal blog P, som, da den blev bygget, var verdens længste boligblok, rives ned. Jeg har hørt, at den har rummet 1% af Grønlands befolkning, og at den vist blev bygget for at kunne rumme mennesker, som skulle tvangsflyttes fra Uumanaq området, som i øvrigt er det område, hvor årets julekalender i sin tid blev optaget. Det blev der nu ikke noget af, det med flytningen altså. Nu er boligblokken næsten tom. Pæn er den i alle tilfælde ikke.

Uumanaq betyder noget med hjerte. Byen har navn efter det største fjeld, som ligner et hjerte. Det er det, som ses i indledningen til “julekalenderen”.

Nu er jeg lige kommet hjem efter at have været nede på mit arbejde for at tjekke mails og køre en lille indkøbsrunde med Ulla. Nu er der bare tilbage at gøre lammestegen i orden, så den kan blive langtidsstegt a lá River Cottage og vente til i morgen.

Den halvhøje, Commen Kåre, Margarine Jens og Den lange. 27.11.11.

I Grønland betyder navne næsten altid noget; lille rype, snefnug, ørevoks, bølge, lille blomst, osv. Man kan faktisk også være så uheldig at hedde “Den grimme” eller “Een man ikke kan stole på”. Danskerne får åbenbart også meget hurtigt “kælenavne”. Den stakkels Kåre, som kommer ind i mellem og underviser på bl.a. Common Core uddannnelsen her, hedder nu Common Kåre;  den halvhøje var en 148 cm høj kvinde, som forsøgte sig med hundespand, men den mest sjove hørte jeg forleden, da jeg kørte med Ulla til Brugsen: “Gudddd, der går Margarine Jens. Det er 100 år siden, jeg så ham sidst”. Den stakkels mand hedder Jens Mønsted. Den Lange er MiaJohanne. Hun har det svært, når hun går til bønehaven med hue og barnevogn, som det er svært at nå ned til, samtidig med at hun både skal besvare den to-årige Håkans uendelige række af spørgsmål fra kælken, som hun trækker efter sig, og så også koncentrere sig om det umådelige privilegium, vi har her; Vi bor på toppen af jorden og er de første til at få den friske luft, skyerne, solens lys og som regel den uendelige sigtbarhed. Hun øver sig også på at stå på ski, men så koncentrerer hun sig ikke om så meget andet end dét og mobilen.

Der har været rigtig meget arbejde de sidste par uger. Jeg er begyndt at lave gruppetegneterapi onsdag aften. Det er en så stor succes, at alle kommer til trods for at de skal komme direkte fra skole kl. 16. Det er sjovt, givende og helt utrolig varmt. Det er noget, jeg meget gerne vil fortsætte med. Det har selvfølgelig været lidt anstrengende, fordi det har ligget oveni arbejdstiden, men det mærker jeg først når jeg låser den sidste dør og går ud i polarnatten, hvor der enten er en forrygende snestorm eller en overdådig stjernevrimmel. Alt er lige nu bare hvidt og  selv hundene er blevet pæne igen . Hvalpene er blevet lænkede og står og ser ud som om, de synes, det er en vældig dårlig spøg.

Kuldefaktoren er nede omkring minus 18 og alle siger, at det bliver en hård vinter. Det er jeg glad for. Jeg elsker kulden, som er tør, lækker og hvid. Og så kommer Lasse jo, så det skulle nødig være noget pjat det der med Grønland. I den sammenhæng har alle iøvrigt – som sædvanligt – været utrolig søde med lovning på  tøj, fodtøj, slædeture, snescooter og udlån af ski og skistøvler+instruktion i skiløb; måske skal jeg selv prøve det der med skiene. Dem kan man låne gratis i skiklubben, som oveni købet ligger lige ved skolen. Da Lasse også er vild med laks har jeg skaffet nogle kg (25) ferske, men også – en gave fra Hans – en halv side lyngrøget laks fra et sted på kysten, hvor han sejler. Grønlandsk skællaks, røget over lyng – så kan alt andet godt pakke sammen, så han kan glæde sig.

De to sidste uger har også budt på en grad af sociale sammenkomster, som jeg aldrig tidligere har prøvet; forrygende middag hos Jytte med Kirsti og Anne Maria; to middage hos Ulla sammen med først Kåre, Lars, Regine, dernæst  Elias og Karin – og deres søn, som er helikopterpilot. En rigtig dejlig afskedsmiddag hos Kirsti, som nu rejser tilbage til Bergen for godt – som man siger her, sammen med Anne Maria, Jytte og Magdelene, som jeg ikke har truffet før, men som det viste sig stort set er nabo. Hun har en strikkemaskine, som hun gerne ville have noget hjælp til, så det skal nok blive til meget mere, og gav anledning til, at jeg nu vil  have mine strikkemaskiner  herop, hvis de da ikke er helt rustne. Jeg håber, det bliver billigere at købe det, der mangler end at købe en ny. Det bliver i alle tilfælde spændende.

Ellers har jeg nærmest været flyttet ind hos Hans og Ulla og fået det mest fantastiske mad. Hans er en af den slags guddommelige mænd, som ikke bare elsker at lave mad, men som også kan det, og så er det jo bare så fantastiskt dejligt at gå fra en gruppeterapi, der er lykkedes, så man er nærmest høj, direkte til et bord med hvalsuppe, som er noget af det lækreste, jeg har smagt. Hans laver suppen på kød fra tre forskellige steder på vågehvalen (sildepisker). Alle tre slags kød smager forskelligt, det ene mere dejligt end det andet; det ene af krølfedt (men bedre), det andet af friskplukkede nødder og det tredje af noget fint, fint kalvekød. De andre dage har han lavet helleflynder, laks, lam og andet fantastiskt.

I morgen skal jeg ikke noget; onsdag laver Hans sælsuppe, torsdag kommer Anna Maria fra Narsaq hér, fredag er jeg inviteret ned til Jytte, hvor jeg skal fremvise min lille Ghandirok for et par, hun kender, lørdag er der julefrokost på hotellet, osv. osv.

12.-13. og 14. skal jeg til Nuuk på en konference. Desværre er det d. 13. at Lasse kommer, men der er en del, som godt vil tage sig af ham. Jeg havde glædet mig til at se ham stige ud af flyveren, men jeg håber, at der er en venlig sjæl, der vil tage et billede af ham. Når jeg kommer hjem fra Nuuk venter der forhåbentlig en dejlig måned sammen med ham. Han skal i alle tilfælde fotograferes, for jeg har nemlig fået et fantastisk kamera med 338 sider manual og linser til både ditten og datten. DortheIvalo siger, at jeg bare skal fotografere med hjertet, og det bliver jo ikke så svært, når Lasse skal være prøveklud for indlæring i blænder og ISO. Jeg har lånt  Ullas lejlighed, så han kan sove, som han vil og på den måde få lov at nyde nordlyset, som han glæder sig til.

Regnvejr i november !!! 13.11.11.

Idag er der uddannelsesmesse, stenmesse og regnvejr. Det har væltet ned siden igår eftermiddag og vinden har været oppe at toppe med 30 m/s., og på skolen er de igang med at lave lamme-sommer-suppe til 60 gæster. Det er helt i orden med masser af sne, men regn og storm dur bare ikke her. Derfor er der heller ikke en sjæl at se, så langt øjet rækker. Der er ikke rigtig nogen, der har tøj til det og med en paraply i hånden ville der være fare for at ende i Canada.

I aften bliver der igen frost og sne. Så bliver det næste stunt at komme på arbejde ad spejlblanke veje. Jeg har heldigvis en hjemmearbejdsdag i morgen.

Men inden da må jeg ud i det, så jeg kan se stenklubbens sidste messe.

Grønland er slet ikke lavet til regn. Fjeldene bliver så mærkelig tunge at se på, hundene hyler og bliver våde og torskene kan ikke tørres.

Det er bedre, når det ser sådan ud:

Her er skolens bil; det er heldigvis ikke mig, der har kørt den i grøften.

I mandags lavede jeg lagkage i anledning af min svigersøn, Jespers fødselsdag.

Her er bunden, bagt af nødder, og her er den med flyfrisk piskefløde:

Den smagte mange gange bedre end den så ud.

Stine bagte – som sædvanlig – noget, der unægtelig var noget mere seværdigt:

En skattekiste. Den er – som hendes kager altid er –  bare helt fantastisk.

Jeg fik, med livet som indsats, bevæget mig ned til stenmessen.

Jytte var allerede godt igang med salget:

Jeg fik købt et par solide muleposer, ørehængere af lapis og så denne meget fine bordskåner, som dog skal ende som billede på væggen.

Nu er det tid til stearinlys, film og strikketøj, mens stormen rusker i alt, hvad der kan ruskes i.

 

 

 

 

 

Den dag, jeg tog kørekort. 30.10.11,

Var en herlig dag – altså rent vejrmæssigt. Se bare:

http://dortheivalo.blogspot.com/2011/10/om-ikke-andet.html

Det er selvfølgelig begrænset, hvor mange biler, der findes i Sisimiut, men dem, der findes, indeholder  – for en stor dels vedkommende  – en chauffør, som har sit helt eget, specielle forhold til det at køre bil. Og så er der jo alle hundene og ikke mindst småbørn og endnu værre børn i skolealderen, som virker som om biler er noget utyske, som først har interesse, når de bliver 18.

Men jeg fik mit kørekort.

Alle mine køretimer bestod i glatbanekørsel. (8 x 45 minutter + 1 times teori).

Nu skal jeg så bare tage mig sammen til at køre i skolens bil. Når jeg først har prøvet det, bliver jeg nok ikke til at hive ud af den bil.

Det har været en fantastisk uge. Arbejdet er både spændende og givende og vejret har været helt i top. 10-12 graders frost, uendelig blå himmel, som får fjeldene til at stå i en kontrast, som jeg aldrig kan få nok af.

I midten står Ulla og drikker vand fra hullet i elven. Jeg fik også noget selvom jeg hellere ville ryge, mens hun gik derned.

Om aftenen var Ulla og jeg inviteret ud til Anne Maria, som underviser på sprogcentret, og som har boet flere år i Moskva. Det var meget, meget hyggeligt med ørred og russik salat og gedeost og megen grin. Anne Maria bor meget flot med udsigt til Canada, hvilket betyder, at hun dagligt kan se alle hvalerne og de fantastiske solnedgange her.

Dette billede er nu taget oppe fra min lejlighed. Det er jo heller ikke at kimse af.

Somme tider bliver jeg skrækslagen ved tanken om, at jeg en skønne dag skal forlade Grønland.

 

 

 

 

 

 

 

Hvalpesafari. 23.10.11.

I går var jeg inviteret med ud for at se hvalpe.

Vejret var utroligt; nysne, høj himmel og bragende solskin, minus 8 – 10 grader og et gennemtrængende blåt lys. Jeg er helt vild med det – helt specielle – blå lys, som farver alt i blåt. Heldigvis vil det være der i nogle måneder fremover.

De fleste af byens hunde står ved grusvejen udenfor byen. Det var en flot tur at gå – også selvom det var lidt hårdt at gå i det nye sne.

Et fugleskræmsel, der skal forhindre ravnene i at få lyst til hundenes mad.

Langs grusvejen er der hunde overalt. Hvalpene og – i nogle tilfælde – deres mødre løber frit, så man bliver hele tiden undersøgt og hoppet op af.

Her har Marianne lige fået lidt selskab.

Under tiden er det nødvendigt at flytte hundene, f.eks. hvis der skal laves vejarbejde. Det kan give de løse mødre lidt problemer med at finde ud af, hvor de hører til.

Een af Mariannes hanhunde havde revet sig løs og løb omkring, men den havde nu ikke problemer med at finde ud af, hvor den hører til. Det kan være svært at indfange løse hunde, så derfor giver man dem ofte sovepiller, som kan afhentes på kommunen.

Marianne og hendes mand har – tror jeg – 18 hunde, hvoraf 5 er nye hvalpe. Hvalpene, som bliver født i vintermånederne, plejer – i modsætning til dem, der bliver født om sommeren – at overleve, hvis de klarer den første nat. Helt mærkeligt, når man tænker på de omstændigheder, de fødes under.

Ikke meget større end et fodspor.

Så er der mad.

Linúus og Vilja.

Det var lidt svært at få nok af.

Førerhunnen var ret optaget af, om alt var som det skulle være. Alt var dog OK, bare den også blev klappet.

Hjemme igen var vasketøjet frysetørret og heldigvis ikke fløjet til Canada.

Og så var der nyfanget laks og hvidvin til aften. En herlig afslutning på en af mine utallige dejlige dage her.

Lasse og jeg har fået lovning på en tur med hundene, når han kommer herop. Det gør han d. 13. december og jeg glæder mig rigtig meget. Jeg skal dog heldigvis ud at køre med dem inden da. Hvor heldig kan man være ???

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arktisk kørekort. 22.10.11.

Igår skulle jeg på min femte køretime. Og selvom kørerlæreren var så venlig at spørge mig, om jeg turde, ja så: “Hva Fan`”. Og selvom vinduesviskerne truede med at fryse fast, og selvom bilen er beregnet til lettere kørsel i Korea, og selvom der ikke var ryddet så meget, og selvom det var vanskeligt at se noget som helst, så overlevede jeg, og blev indstillet til køreprøve på torsdag.

Sådan så der ud:

Forhåbentlig kan jeg nå 3 timer mere. Så er der jo også lige teorien, men nu har jeg i alle tilfælde fået anskaffet teoribogen. Egentlig havde jeg store planer om at anskaffe de der cd`ere fra Danmark med “Jeg skal være særlig opmærksom på….”, men det er der ikke tid til. Når man skal have kørekort her foregår det hele hos politiet – ved skranken. Man bliver spurgt ud om nogle ting og så skal man køre en tur, men først skal man på sygehuset og tjekkes. Det koster 375 kr og foregår altid om onsdagen. Lægeundersøgelserne er lægernes sidegecheft, og årets omsætning går – efter sigende – til en munter aften omkring jul.

Der er mange grunde til at jeg håber, at jeg består. Den bedste grund er selvfølgelig, at der er fri bil på arbejdet, men også, at Ulla og jeg skal dele en flaske champagne – med tilbehør – fredag. (guderne vide, hvad en sådan flaske står i).

Ellers er her igen begyndt at blive mørkt. Nordlysene fejer over himlen og stearinlys, te og olier er igen livsstilen. Heldigvis havde brugsen tilbud på fyrfadslys, så jeg købte 600 !!

Det helt ufattelige blå lys er begyndt at vise sig igen. Sådan så det ud her til morgen ved 8-tiden.

 

 

Kridhvid vinter. 16.10.11.

Så er det rigtig vinter; verden ligger igen hvid, så langt øjet rækker, badet i et næsten elektrisk blåt lys. Sneen knirker, som den skal, de voksne hunde hyler i forventning og alle hvalpene forsøger at gøre det sammen, selvom de endnu ikke ved, hvorfor, ravnene og de fleste grønlandske familier –  er forlængst vendt tilbage fra sommerens  fjeldliv og ørnene har vist sig et par gange. Der er også i år tre af dem. Huer, handsker og overtrækstøj er atter fundet frem og vidner om, at der igen skal tælles kalorier. Byen vrimler med legende børn i små sælpelse. Det hele er bare Grønland, som det skal være og altid har været det i min fantasi.

I sidste uge lå der et par hvaler udenfor byen, men de er taget afsted nu og kommer vel først tilbage når amasetterne kommer igen. Til gengæld vrimler Grønland tilsyneladende af rener, som bliver skudt i store mængder. Der er hver dag frisk renkød på brædtet, hvor der også er et stort udbud af fisk.

Aftnerne er igen blevet mørke, selvom her egentlig aldrig bliver sådan rigtigt mørkt. Der har været nogle fantastisk nordlys aftener, hvor alt var et lyshav i primært grønne farver med ”bølger” i alle regnbuens farver. Jeg sparer sammen til et bedre kamera, men indtil da, glæder jeg mig over, at Dortheivalo har både kamera og evnerne til at  fotografere:

http://dortheivalo.blogspot.com/2011/09/mit-ga-i-seng-billede.html

Nu er det næste dag, for dagen igår blev afsluttet med en travetur med Ulla. Men først hentede vi vand ved kilden:

Egentlig ved jeg ikke, om det smager meget bedre end vandet fra hanerne; måske er det ligesom da jeg gik sikkert og hurtigt ned af den ret stejle sti, som fører til arbejdet, fordi jeg jo har de der pensionistsøm – også kaldet danskersøm – slået ud under sålerne. Først da jeg tog støvlerne af opdagede jeg, at de slet ikke var “sat til”, sømmene altså.  Men det er nu sådan set også ligegyldigt; vi har købt noget fantastiskt Kusmi the i Nuuk, og dét, sammen med vandet er rigtig godt.

Hvalerne var der stadig og blåste, så det var en så stor fryd, at vi kørte en tur til “udsigten” og så dem derfra. Som erstatning for en “genbrugskikkert” jeg fik engang, har jeg købt en discount, men den kunne da fremvise lidt hale også. Ulla har lovet at skaffe en bedre kikkert. Hendes mand – og hele familie – er jo jægere.

For nogen tid siden kom Ulla  ind til mig, jeg vil ikke ligefrem sige farende, men noget i den retning, og sagde, at ”vi” i den grad påskønner dit arbejde og, hvad du havde gjort i den tid, du har været i Sisimiut. Jeg bliver altid betænkelig ved det der royale “vi”, også selvom det er fra en person, som til enhver tid håndhæver, at hun er dybt uinteresseret i det kongehus, som hun ellers ved alt om . Det korte af det lange; “vi” havde besluttet sig for, at jeg skulle have et kørekort. Jeg skulle selv finde en kørerlærer. Det er jo ikke lige så svært her i Sisimiut, for der findes kun to, og min religiøse overbevisning – eller mangel på samme – byder mig at vælge den ene fra. Den anden ringede jeg så til. Det forholdt sig desværre sådan, at han havde fået sin bil stjålet hvorved den  var blevet totalt smadret. Jeg havde jo håbet på lidt kørsel på tør vej, men det blev det ikke til. Han skulle jo have en ny bil fra Danmark. I onsdags ringede han så; nu var bilen kommet og jeg kunne køre næste dag. Onsdag var en rigtig fin dag – men det var torsdag bestemt ikke. Det havde bare sneet hele natten og 0gså kl. 15, hvor jeg skulle køre. Egentlig var køretimen blevet aflyst, fordi det var for glat !!!! , men han kom alligevel og vi kørte. Jeg har jo altid set Sisimiut og omegn fra en afslappet position. Det gjorde jeg ikke denne dag. Der var hunde overalt, sne i mængder og alle de der frygtelig mange elever fra Bygge- og Anlæg og alle andre fra skoler  (405, hvis de altså var der allesammen), som tror, at fortovet ikke må betrædes. Det gik nu godt nok og i dag har jeg kørt igen. Kørerlæreren siger, at jeg er ved at få rutine !!!!!!!!!!

Nuuk tur retur, og så meget andet. 2.10.11

Jeg glædede mig rigtig meget til at komme til Nuuk. Det var første gang. I Grønland har man altid fri den dag, man skal rejse, og den dag, man skal hjem. Jeg gik ned på skolen for at printe min billet ud og for at gøre et eller andet, Ulla gerne ville have mig til. Og så skete dét, som selvfølgelig ikke må ske. Jeg havde bestilt billet til næste dag!!! og vi får billetter, som ikke kan byttes. Der blev bestilt en ny billet, så jeg kom afsted med lidt stadig vådt tøj i kufferten.

Det var en rigtig flot dag.

Ved lufthavnen

Kilden ved lufthavnen

Sisimiut

Dernede et sted på lufthavnsvejen går Ulla og ånder sandsynligvis lettet op.

Flyveturen var utrolig flot.

Her er – tror jeg  – Sdr. Strømfjord. Og lige efter Sukkertoppen Isbræ.

Naturen i Nuuk er helt anderledes end her.

Lige før landing i Nuuk.

Sigtbarheden her i Grønland er  uforståelig. Det fjerneste fjeld på billedet ligger 112 km væk.

Jeg boede hos Hans, som dog var på jagt de fleste af dagene. Da jeg ankom var han lige kommet tilbage fra fiskeri, så vi spiste noget fantastiskt lækkert nyfanget laks. Resten blev vakuumpakket.

Undtagen store stykker, som skulle bruges som agn til helleflynderfiskeri. Det smagte iøvrigt herligt råt.

Udenfor lå gevir og hoved af sønnens nyligt skudte ren.

Jagt i Grønland er helt anderledes – synes jeg – utrolig end andet, jeg har set. Renen vejede ca. 90 kg og var blevet skudt af sønnen, som havde gået 20 timer for at få den til båden. Han havde været nødt til at gå to gange, fordi han “kun” kunne bære halvdelen ad gangen.

Kurset, jeg var på, var både spændende og lærerigt med masser af nytænkning.

Det var lidt underligt, at være i en by i Grønland, hvor man faktisk kan gå fra butik til butik på en gade. Udvalget var selvfølgelig meget større end i Sisimiut, men jeg fik nu ikke købt noget og Nuuk er ikke lige min kop te. For mig er Sisimiut meget mere Grønland, ikke mindst på grund af alle hundene. I Nuuk er hundeslædekørsel ikke tilladt. Til gengæld må man have hvilken som helst hund; og det havde de. Og så har de også isfjelde. Det findes ikke her.

Og andet som var lige så flot som i Sisimiut:

Ravnen ville gerne have del i resten af laksen.

Hans med sin hvaltand. Hvalen var skudt i Godhavn.

Der var godt nok også nok at skyde med.

Og så var der selvfølgelig julemandens postkasse.

Søndagen bød på morgenmad hos Hans og Ullas ældste søn, svigerdatter og utrolig søde børnebørn, som frembragte lidt hjemvé. , og senere på dagen kaffemik hos Hans´ ældste bror. Begge dele var rigtig hyggelige.

Hans kørte mig til lufthavnen. Man må ikke køre hundeslæde i Nuuk, men gerne med snescooter.

Efter endnu en meget flot flyvning, var jeg hjemme igen og Ulla huskede at hente mig i lufthavnen.

Siden har jeg igen været til middag hos Jytte sammen med Børge og to katte. Nu er der desværre kun een tilbage.

Det var en rigtig hyggelig aften – som sædvanlig. Vejret var fantastiskt.

og Jytte havde, med Børges hjælp, fået udvidet sin park.

 

Idag er Børge taget til Danmark, hvor han skal være nogle dage, før han skal på elgjagt. Det blev til nogle rener. Jytte har fået hængt noget til tørre på skuret:

Ulla og jeg har igen gået lange ture og også haft en hyggelig fredagsaften med mad og hvidvin med indlandsis.

Der er faldet sne, som nu bliver liggende og farver hele verden hvid. Smukt med en næsten elektrisk blå baggrund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gensyn med stjernerne. 14.9.11.

Min bevidthed har gennem mange måneder været befriet for det faktum, at Grønland også kan forbindes med mørke, indtil i forgårs. Da jeg gik i seng var himlen fyldt med stjerner og fuldmåne og – bedst af det hele – et funklende grønt nordlys.

På onsdag skal jeg til Nuuk – kl. 19.30. Da jeg bestilte biletten for en måned siden, havde jeg overhovedet ikke overvejet lyset. Idag går solen ned kl 20., så nu går det hurtigt og på onsdag vil det være mørkt kl. 19.30. Lige da jeg opdagede det, ærgrede det mig. På den anden side har jeg aldrig set byer i Grønland ovenfra i mørke. Og tænk, hvis der er nordlys.

Mørket, stjernene, månen og nordlyset vakte også alle minderne om sidste års traveture med Ulla efter arbejdstid og alle solnedgangene, som vi så fra udsigtsstedet, for ikke at glemme aftener hos Jytte, som har et formidabel udsyn til nordlys – uden forstyrrende elektrisk lys.

Så skal der heller ikke gøres så meget rent mere, fordi der ikke længere er noget udefra, der sviner.

Og nu kommer tiden selvfølgelig også med alt det, som er det helt fantastiske ved Grønland; nordlys, sne, kulde, hundeslæder, snescootere og voldsomme snestorme. 

 

Om at partere et rensdyr med en lommekniv. 11.9.11.

Ulla og jeg får gået en del efter arbejde, men ikke nok, så nu har vi besluttet, at der ikke er nogen vej udenom motion i hallen. I næste uge er hun i Nuuk og ugen efter er jeg dernede, så indtil videre bliver det ved tanken.

Dagene er endnu lange – 6.30 til 21, men det går hurtigt mod mørke nu. Hundene kan næsten ikke vente mere.

Og slæderne står klar.

I gavebutikken var jeg heldig at finde et postkort, hvor det lejlighedskompleks, jeg bor i, er med, så nu kan jeg sende postkort med krydser på.

Jeg bor i de høje blå huse i midten af billedet. Jeg kan ikke forestille mig at bo et smukkere sted. Jeg kan heller ikke forestille mig et sted, hvor jeg kunne føle mig mere hjemme. Arbejdet smelter meget sammen med min fritid. Alt er bare stille, roligt og hyggeligt. Med faste udgifter på 6-7000 om måneden bliver livet let, med en pæn opsparing, selvom jeg lever meget behageligt. Arbejdsrejserne er stadig en gave.  D. 21. skal jeg til Nuuk.

Torsdag var jeg, sammen med Børge, inviteret til middag hos Jytte. Det var som sædvanlig hyggeligt med rensdyrsteg og nogle helt fantastisk lækre nyopgravede kartofler, som Børge havde medbragt fra Kig-Ind mandens hytte i 2. fjord.

Jytte havde købt et postkort til mig i Ilulissat. 3D og meget, meget sødt. Jeg glæder mig til at komme til Ilulissat, nu også for at jeg dér kan købe postkort af den slags til børnebørnene.

Jytte er så gavmild. Jeg fik også en buket fra haven – og så endda mine yndlingsblomster.

Fredag morgen blev jeg ringet op af Poul, som nu havde skudt det rensdyr, som jeg skulle have halvdelen af. Jeg gik tidligere hjem, så jeg kunne gøre klar til operationen. Når det handler om Poul er det væsentligste krav nok, at der findes øl. Det var iøvrigt hans tredje rensdyr i år og han har stadig en uges ferie til gode.

Poul ligner Rasmus Lyberth, så alene af den grund kan jeg ikke få nok af at kigge på ham; og så er han vist altid bare glad.

Poul har et eller andet med nyheder. Han går nærmest i panik, hvis han ikke har mulighed for at høre dem. Det synes jeg, jeg har set før

Poul gjorde mine dolke farlige, som han sagde, men han ville nu hellere have brugt en lommekniv til grovparteringen. Han havde ikke sin egen med og jeg havde glemt, at jeg egentlig havde een.

Poul hjalp med at grovpartere, men han skulle på nattevagt, så efter et par øl mere, gik han hjem.

Jeg kom i tanke om mine lommeknive. Den ene er ret god, så den fik jeg slebet, så den blev som et barberblad. Nu har jeg i flere år filet kød fra hinanden med en stor, skarp kniv. Resultatet har aldrig været godt. Men nu, med min skarpe lommekniv og Rasmus Lyberth i baggrunden, var det som om kødet bare lod sig dele, næsten af sig selv.

Efter endt arbejde var jeg – mildt sagt – mere end stolt.

Før.

Efter. Jeg skar et par bøffer af denne udbenede kølle. Resten skal vist være til en julemiddag.

Masser af mørbradbøffer.

Det blev i det hele taget til et hav af bøffer, suppekød og små stege.

Der gik helt sport i det der med lommekniven, så alle ribbenene blev også taget ud. Selv om Poul sagde, at kødet var for magert til rullepølse – renen var kun to år – så tror jeg nu, jeg vil prøve alligevel.

Alle benene blev kogt sammen med en masse urter og krydderier til en fond, som blev rigtig god.

De afkogte ben er nu ved at blive kogt helt rene. Jeg tror nogle af dem,  kan blive rigtig fine til hår- og sjalsnåle, men hvis ikke, ligger der et helt gevir og venter.

Og så var der lige leveren. Den tilberedte jeg straks. I en opskrift på kalvelever, stod der: “Puds leveren”, men den så sådan ud:

så jeg opgav opskriften og tilberedte den med pimært grønlandske krydderier og urter. Der er vist ikke meget, der kan måle sig med grønlandsk vildren.

Nu vil jeg gå ned til “min” hundehvalp med de få, ikke brugbare, rester fra suppen. Så bliver den også glad.