Som tiden går. 23.4.12

To måneder siden sidst. Og hvilke måneder. Alt har været hu og hej. Jeg har været i DK på kursus og i den anledning været sammen med mine helt fantastiske børnebørn, børn og svigersønnen. Og så var der Maj-Britt og Erik, Elisabeth og Jonathan. Og – Og. Tak til Jer alle. Lige et par billeder fra turen:

Lige i midten mit kontor i den blå kasse.

En fin og rigtig kold dag på vej til Kangerlussuaq,

Hvis du “klikker” på billedet kan du se Safannguit, som er en bygd, hvorfra der kommer mange elever til Sisimiut.

Det er svært at gengive bare en anelse af dette syn. Men I får lige et par billeder fra turen, som desværre kun tager 25 min,

og  hvor luften røg af kulde.

Også inde i Kangerlussuaq, hvor kuldefaktoren var minus 56.

Og her står så Atlantflyet og venter og damper i kulden, mens vi er nogle få modige, der har vovet os ud for at nyde det, vi lugter af.

Glemte lige at vise hundeslædesporet fra Sisimiut til Kangerlussuaq; 160 km

 

Og så lige Island i et fantastisk lys.

Resten af turen var fabelagtig, fordi der var nordlys i hele horisontens bue.

Så gik turen, dagen efter landing,  til  Nykøbing Mors for at se på, hvad der var værd at sende til Grønland.

Herlig tur med katemeranen.

Næsten fremme, med udsigt til et af de steder, jeg holder mest af i Danmark, Glyngøre.

Jeg fik slet ikke taget billeder på Mors. Det må blive næste gang. Men i alle tilfælde en “Blue Hour” på vej tilbage.

Det var ikke dårligt at have “base” på Hotel Østerport i 9-10 dage, selvom jeg savnede Elisabeths og Jonathans selskab, sådan som det har været de gange, jeg har været i DK tidligere.

Kurset var helt fantastiskt og krævende og jeg var på en rigtig dejlig måde centrum for megen nysgerrighed omkring Grønland og om, hvordan det er at arbejde her. Efter mine historier var rigtig mange parate til at tage afsted. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Når nogen spørger mig, hvordan her er, er, og kan svaret ikke være andet end: “Prøv det, det er ubeskriveligt”. Jeg elsker at være her.

Nå men tiden på hotellet blev yderligere forsødet af Ulla, som ringede og blandt en masse andet  kunne fortælle mig, at jeg havde fået den ønskede “ønskeflytning”. Hun og Inunnguaq havde været forbi og kigget ind af vinduerne. De kunne berette – med en vis misundelse i stemmen – at jeg  havde fået et pragtfuldt lille rækkehus, højt oppe med noget, der ligner Sisimiuts bedste beliggenhed. .

Turen hjem var ikke særlig behagelig, fordi der var noget galt med trykket i flyets kabine, så det føltes som en vældig gang tømmermænd, da vi landede. På vejen mødte jeg Themones svigermor. Det var rigtig hyggeligt og udløste naturligt morskab, som vi skålede i med den ene drink, vi turde tage. Resten af turen sov vi, men vi mødtes senere. I lufthavnen blev jeg hentet af Ulla og Inunnguaq, men som det jo sker her var der også andre, som lige skulle køres hjem. Denne dag var det Leif og Clara. Jeg blev sat af ved INI og hentede papirer på min nye bolig, mens Ulla og Inunnguaq kørte de andre hjem, så gik det til posthuset for at betale og så tilbage for at aflevere kvittering og få fat i en inspektør, som kunne komme med og låse mig ind og give mig mine nøgler.

Jeg har tidligere været til kaffemik på den her gade, hvor jeg var utrolig betaget af udsigten, men min bolig lå på den anden side af vejen og var ikke en lejlighed, men et lille rækkehus med veranda, egen lille nedgang og egen skraldespand. Og så en udsigt:

 

 

Om lyserøde skyer både foroven og forneden. 20.2.12

Ofte er her nogle helt fantastiske lyserøde skyer, som er så kraftige, at de genspejler det lyserøde både i sneen og havet. Det er eventyrligt smukt, men lader sig nødigt fotografere. Jeg fik dog taget et par stykker som er  værd at vise:

Jeg elsker Ullas og mine sene eftermiddagsture, hvad enten de er til fods eller i bil, hvor der altid er nye storslåede naturoplevelser. Alle billederne på dette opslag er fra samme eftermiddag, bortset vist fra et par solnedgangsbilleder, taget rundt om i byen mellem 16 og 18. Ufatteligt, at der kan ske så store naturforandringer på så kort tid.

Jeg holder nu også af turene, fordi vi går og småpludrer om alt og intet, og fordi hun gider høre om mit liv, som bevæger sig fremad på lyserøde skyer. Måske har jeg nævnt det før, men her er livet altså bare lykken – eller måske omvendt.

Vi startede vores tur denne dag, d. 14.2. med at køre til “udsigtspunktet” , som allerede var fyldt med mennesker. Det er hyggeligt, og så kan man få snakket med en del om det, man ikke lige fik mailet om i løbet af dagen

På det tidspunkt så der sådan ud:

Vi kørte videre for at se hele showet, efter at Ulla altså lige havde fået vand fra elven, som der nu er meget langt ned til:

Her er lidt fotos fra turen:

Fra  grusgraven ind over byen. Klik på billedet, hvis du vil se byen

Fra lufthavnsvejen.

De er vist lige fra en anden dag.

Og så det blå lys.

Og natten der falder på.

Is i havnen, og til sidst et kig på losningen af rejer i det herlige blå lys:

Og så har det været min fødselsdag, som var en meget dejlig dag, som faktisk strakte sig over to.

Det bedste var naturligvis at tale med børn og børnebørn – hvilket vil sige Linus, fordi Vilja var gået omkuld, men også alle hilsner fra alle steder, breve fra Sverige og nogle søde og meget betænksomme gaver. En dejlig dag om lørdagen sammen med Jytte, hvor hun deltog i mit gaveprojekt til børnebørnene.

Den helt fantastiske gave var, at Ulla fik mig opgraderet til en større lejlighed. Det betyder 25-30 kvm mere end jeg har nu. Det er større end man tror.

På mit skrivebord ligger min billet til DK sammen med hotelbestillingen. Det betyder – ud over kursus – børn, børnebørn, Mai-Brit og Erik og måske og forhåbentlig en kop kaffe hos “Den Lange” i deres kolonihavebolig i Valby og en frokost med Ulla, som har fødselsdag d. 24. og derfor er smuttet. Ja, og så betyder det forhåbentlig en palle eller to med mine ting.

Når jeg kommer hjem skal jeg til Ilulissat for at arbejde og bo på  Hotel Arctic og se isfjeldene og alt det andet. At jeg skal være sammen med Inunnguaq gør det jo ikke dårligere.

Jul og nytår med Lasse. 29.1.12.

Så lykkedes det endeligt at få Lasse herop d.19.12. Et par dage forsinket, men i et vejr, som det sømmer sig at ankomme i; i en forygende snestorm, hvor der til det sidste var tvivl om, hvorvidt flyet ville kunne lande – og så er det slemt.

Heldigvis klarede det hurtigt op, så vi kunne gå over den frosne sø ud til hundene udenfor byen. Heldigvis var der masser af hvalpe.

Det er ikke altid lige let at være den mindste, men så var det jo godt, at Lasse fik reddet den.

Et par følgesvende på hjemvejen.

Blue hour er meget lang og ufattelig smuk her.

Her bor jeg.

Sådanne dage med klart blåt lys ender i reglen meget smukt.

De bageste fjelde ligger 60-70 km sypå ved bygden Itelleq.

Der var også lidt byture.

Og en tur omkring havnen, som nu er helt frosset til.

Det nye kamera gav anledning til 100 vis af fotos og lidt leg. Bemærk, jeg kan se:” hej mor” lige når jeg vil.

Aften i Sisimiut, fra mit køkkenvindue.

Det er bare blue hour.

Mit yndlingsfoto fra julen.

Og selv om jeg ved, at Lasse synes det er åndssvagt at vise fotos af, hvad man spiser og hvordan man tilbereder det, så fik vi altså både resdyrkølle og moskusbøffer, som var så store, at jeg måtte stege dem i en gryde. Glædeligt var det jo, at “rensdyr – seriøst – er det bedste af det bedste  kød, jeg har smagt”. (Sagde Lasse altså). Laks og moskus faldt dog også i god jord.

Lasse fik tegnet både med kridt og blyant, mens jeg fik slappet af og nød min første ferie.

Vi var inviteret til middag hos Jytte – en rigtig hyggelig aften – med sædvanlig fortræffelig mad, nordlys og vores  medbragte  isbombe.

Jyttes forfængelige kat – een af dem – overvejer manicure.

Nu her – en hel måned efter – er det helt svært at skrive om alt det, som var. Det var bare dejligt, at han var her.

Vores nytårsaften blev noget andet, end vi havde forestillet os. Vi gik til Pissifik for at købe vin, øl og hvad de ellers havde til at skåle i. Nu er det sådan her i Grønland – i alle tilfælde i Pissifik, at vin, øl og spiritus står fremme, så man fylder altså bare i vognen. Det er i den sammenhæng vigtigt at huske, at man ikke skal tage notits af prisskilte. Når man så kommer frem til kassen er det bare ikke den store fornøjelse sådan en sidste dag på året. Det er en lørdag, hverdag indtil 13, men nej. Du kan ikke købe det, du har i kurven. Så det blev til en kasse lyse øl og 24 colaer. Som altid blev jeg reddet af Ulla, som havde en flaske rødvin i gemmerne og jeg havde hendes nøgle. Så vi gnaskede os gennem rensdyrkøllen med rødvin. Resten af aftenen drak vi lyse øller og cola. Det betød til gengæld en rigtig god aften med masser af snak om fremtid. Så om mandagen fik Lasse igen meldt sig ind på HF, hvor han nu går. Altså en fantastisk nytårsaften. Se bare:

Når man så oven i købet bliver ringet op af de dejligste børnebørn, ja så …….

Desværre endte Lasses ferie med, at han selv måtte tage til lufthavnen, fordi jeg var faldet og havde bøjet/brækket et par ribben. Det har jeg prøvet een gang før. Det gør sindssygt ondt, men denne gang var desværre min egen skyld.

Jeg glæder mig rigtig meget til han kommer op igen, men næste gang skal det være i april-maj, når både dag og aften er fyldt med lys og solskin.

Jeg glæder mig også til, at jeg om under en måned skal se alle i Danmark, være på kursus, bo på Hotel Østerport i 9 dage og besøge Mai-Britt og Erik.  Når jeg kommer hjem igen skal jeg sammen med Inunnguaq til Ilulissat, holde foredrag og lave en tegnesession med nogle studerende. Jeg skal se isfjelde, isbræer og bo på Arktic  Hotel. Hvilket liv.

Og så er der bare andre gode ting under opsejling, men det holder jeg lige – lidt endnu – for mig selv.

Jul igen. 18.12.11.

Så er det blevet jul og Lasse kommer i morgen – forhåbentlig. Han har allerede været på vej een gang, men flyet måtte vende på grund af tekniske vanskeligheder. Det var lidt held i uheld for jeg var i Nuuk til et seminar og kom først hjem 4 timer efter, at han skulle være landet. Nu kan jeg hente ham og det havde jeg faktisk glædet mig til. Sidste år ved denne tid regnede det, men lige nu er vejret som det skal være i Grønland på denne tid; minus 21 i kuldefaktor, snefygning, hylende hunde og obligatorisk nærdødsoplevelse ved flylandinger. Jeg er blevet en ligeså stor grønlandsnørd, som jeg i mange år har forestillet mig.

Lasses forsinkelse betyder også, at jeg nu – hvor jeg har ferie for første gang, mens jeg har været her – kan nå at få pyntet lidt op til jul. Det er nu ret hurtigt overstået, for jeg har ikke så meget at pynte op med, to ting fra mit tidligere liv og to nyindkøbte:

Denne købte jeg engang sammen med Solveig. Den vækker mange minder og jeg er meget glad for den.

Mit vist billigste julepynt, købt i et lavprisvarehus i Vänersborg.

Årets anskaffelse af julepynt er en lille uro med rensdyr. Den kører rundt, når der er levende lys under den:

Og så naturligvis den, i grønland, obligatoriske julestjerne, som er orange og vidner om, at lyset og solen vender tilbage. Den findes i tusindvis overalt i Grønland.

Bemærk den forbedrede billedkvalitet. Der var penge på min arbejdskonto til et nyt kamera. Det har jeg længe gerne villet have til at fotografere klienters tegninger, så jeg ikke behøver opbevare dem i voldsomme mængder på gulvet i mit kontor. Det er naturligvis ikke mit, men jeg skal jo lige lære det at kende. Det er et Canon 600d; en kitpakke med allround linse, en ekstra macro linse, stativ og fjernudløser. Det bliver sjovt at lære det mere at kende.

I Nuuk var der, i modsætning til her, pyntet op i gaderne.

og også indendørs:

Der var også en livlig gadehandel og brædtet var fyldt helt op.

En af de store fornøjelser ved at være i Nuuk er Godthaab Bryghus, hvor der bliver lavet fantastisk øl.

I begyndelsen af det nye år skal blog P, som, da den blev bygget, var verdens længste boligblok, rives ned. Jeg har hørt, at den har rummet 1% af Grønlands befolkning, og at den vist blev bygget for at kunne rumme mennesker, som skulle tvangsflyttes fra Uumanaq området, som i øvrigt er det område, hvor årets julekalender i sin tid blev optaget. Det blev der nu ikke noget af, det med flytningen altså. Nu er boligblokken næsten tom. Pæn er den i alle tilfælde ikke.

Uumanaq betyder noget med hjerte. Byen har navn efter det største fjeld, som ligner et hjerte. Det er det, som ses i indledningen til “julekalenderen”.

Nu er jeg lige kommet hjem efter at have været nede på mit arbejde for at tjekke mails og køre en lille indkøbsrunde med Ulla. Nu er der bare tilbage at gøre lammestegen i orden, så den kan blive langtidsstegt a lá River Cottage og vente til i morgen.

Den halvhøje, Commen Kåre, Margarine Jens og Den lange. 27.11.11.

I Grønland betyder navne næsten altid noget; lille rype, snefnug, ørevoks, bølge, lille blomst, osv. Man kan faktisk også være så uheldig at hedde “Den grimme” eller “Een man ikke kan stole på”. Danskerne får åbenbart også meget hurtigt “kælenavne”. Den stakkels Kåre, som kommer ind i mellem og underviser på bl.a. Common Core uddannnelsen her, hedder nu Common Kåre;  den halvhøje var en 148 cm høj kvinde, som forsøgte sig med hundespand, men den mest sjove hørte jeg forleden, da jeg kørte med Ulla til Brugsen: “Gudddd, der går Margarine Jens. Det er 100 år siden, jeg så ham sidst”. Den stakkels mand hedder Jens Mønsted. Den Lange er MiaJohanne. Hun har det svært, når hun går til bønehaven med hue og barnevogn, som det er svært at nå ned til, samtidig med at hun både skal besvare den to-årige Håkans uendelige række af spørgsmål fra kælken, som hun trækker efter sig, og så også koncentrere sig om det umådelige privilegium, vi har her; Vi bor på toppen af jorden og er de første til at få den friske luft, skyerne, solens lys og som regel den uendelige sigtbarhed. Hun øver sig også på at stå på ski, men så koncentrerer hun sig ikke om så meget andet end dét og mobilen.

Der har været rigtig meget arbejde de sidste par uger. Jeg er begyndt at lave gruppetegneterapi onsdag aften. Det er en så stor succes, at alle kommer til trods for at de skal komme direkte fra skole kl. 16. Det er sjovt, givende og helt utrolig varmt. Det er noget, jeg meget gerne vil fortsætte med. Det har selvfølgelig været lidt anstrengende, fordi det har ligget oveni arbejdstiden, men det mærker jeg først når jeg låser den sidste dør og går ud i polarnatten, hvor der enten er en forrygende snestorm eller en overdådig stjernevrimmel. Alt er lige nu bare hvidt og  selv hundene er blevet pæne igen . Hvalpene er blevet lænkede og står og ser ud som om, de synes, det er en vældig dårlig spøg.

Kuldefaktoren er nede omkring minus 18 og alle siger, at det bliver en hård vinter. Det er jeg glad for. Jeg elsker kulden, som er tør, lækker og hvid. Og så kommer Lasse jo, så det skulle nødig være noget pjat det der med Grønland. I den sammenhæng har alle iøvrigt – som sædvanligt – været utrolig søde med lovning på  tøj, fodtøj, slædeture, snescooter og udlån af ski og skistøvler+instruktion i skiløb; måske skal jeg selv prøve det der med skiene. Dem kan man låne gratis i skiklubben, som oveni købet ligger lige ved skolen. Da Lasse også er vild med laks har jeg skaffet nogle kg (25) ferske, men også – en gave fra Hans – en halv side lyngrøget laks fra et sted på kysten, hvor han sejler. Grønlandsk skællaks, røget over lyng – så kan alt andet godt pakke sammen, så han kan glæde sig.

De to sidste uger har også budt på en grad af sociale sammenkomster, som jeg aldrig tidligere har prøvet; forrygende middag hos Jytte med Kirsti og Anne Maria; to middage hos Ulla sammen med først Kåre, Lars, Regine, dernæst  Elias og Karin – og deres søn, som er helikopterpilot. En rigtig dejlig afskedsmiddag hos Kirsti, som nu rejser tilbage til Bergen for godt – som man siger her, sammen med Anne Maria, Jytte og Magdelene, som jeg ikke har truffet før, men som det viste sig stort set er nabo. Hun har en strikkemaskine, som hun gerne ville have noget hjælp til, så det skal nok blive til meget mere, og gav anledning til, at jeg nu vil  have mine strikkemaskiner  herop, hvis de da ikke er helt rustne. Jeg håber, det bliver billigere at købe det, der mangler end at købe en ny. Det bliver i alle tilfælde spændende.

Ellers har jeg nærmest været flyttet ind hos Hans og Ulla og fået det mest fantastiske mad. Hans er en af den slags guddommelige mænd, som ikke bare elsker at lave mad, men som også kan det, og så er det jo bare så fantastiskt dejligt at gå fra en gruppeterapi, der er lykkedes, så man er nærmest høj, direkte til et bord med hvalsuppe, som er noget af det lækreste, jeg har smagt. Hans laver suppen på kød fra tre forskellige steder på vågehvalen (sildepisker). Alle tre slags kød smager forskelligt, det ene mere dejligt end det andet; det ene af krølfedt (men bedre), det andet af friskplukkede nødder og det tredje af noget fint, fint kalvekød. De andre dage har han lavet helleflynder, laks, lam og andet fantastiskt.

I morgen skal jeg ikke noget; onsdag laver Hans sælsuppe, torsdag kommer Anna Maria fra Narsaq hér, fredag er jeg inviteret ned til Jytte, hvor jeg skal fremvise min lille Ghandirok for et par, hun kender, lørdag er der julefrokost på hotellet, osv. osv.

12.-13. og 14. skal jeg til Nuuk på en konference. Desværre er det d. 13. at Lasse kommer, men der er en del, som godt vil tage sig af ham. Jeg havde glædet mig til at se ham stige ud af flyveren, men jeg håber, at der er en venlig sjæl, der vil tage et billede af ham. Når jeg kommer hjem fra Nuuk venter der forhåbentlig en dejlig måned sammen med ham. Han skal i alle tilfælde fotograferes, for jeg har nemlig fået et fantastisk kamera med 338 sider manual og linser til både ditten og datten. DortheIvalo siger, at jeg bare skal fotografere med hjertet, og det bliver jo ikke så svært, når Lasse skal være prøveklud for indlæring i blænder og ISO. Jeg har lånt  Ullas lejlighed, så han kan sove, som han vil og på den måde få lov at nyde nordlyset, som han glæder sig til.

Regnvejr i november !!! 13.11.11.

Idag er der uddannelsesmesse, stenmesse og regnvejr. Det har væltet ned siden igår eftermiddag og vinden har været oppe at toppe med 30 m/s., og på skolen er de igang med at lave lamme-sommer-suppe til 60 gæster. Det er helt i orden med masser af sne, men regn og storm dur bare ikke her. Derfor er der heller ikke en sjæl at se, så langt øjet rækker. Der er ikke rigtig nogen, der har tøj til det og med en paraply i hånden ville der være fare for at ende i Canada.

I aften bliver der igen frost og sne. Så bliver det næste stunt at komme på arbejde ad spejlblanke veje. Jeg har heldigvis en hjemmearbejdsdag i morgen.

Men inden da må jeg ud i det, så jeg kan se stenklubbens sidste messe.

Grønland er slet ikke lavet til regn. Fjeldene bliver så mærkelig tunge at se på, hundene hyler og bliver våde og torskene kan ikke tørres.

Det er bedre, når det ser sådan ud:

Her er skolens bil; det er heldigvis ikke mig, der har kørt den i grøften.

I mandags lavede jeg lagkage i anledning af min svigersøn, Jespers fødselsdag.

Her er bunden, bagt af nødder, og her er den med flyfrisk piskefløde:

Den smagte mange gange bedre end den så ud.

Stine bagte – som sædvanlig – noget, der unægtelig var noget mere seværdigt:

En skattekiste. Den er – som hendes kager altid er –  bare helt fantastisk.

Jeg fik, med livet som indsats, bevæget mig ned til stenmessen.

Jytte var allerede godt igang med salget:

Jeg fik købt et par solide muleposer, ørehængere af lapis og så denne meget fine bordskåner, som dog skal ende som billede på væggen.

Nu er det tid til stearinlys, film og strikketøj, mens stormen rusker i alt, hvad der kan ruskes i.

 

 

 

 

 

Den dag, jeg tog kørekort. 30.10.11,

Var en herlig dag – altså rent vejrmæssigt. Se bare:

http://dortheivalo.blogspot.com/2011/10/om-ikke-andet.html

Det er selvfølgelig begrænset, hvor mange biler, der findes i Sisimiut, men dem, der findes, indeholder  – for en stor dels vedkommende  – en chauffør, som har sit helt eget, specielle forhold til det at køre bil. Og så er der jo alle hundene og ikke mindst småbørn og endnu værre børn i skolealderen, som virker som om biler er noget utyske, som først har interesse, når de bliver 18.

Men jeg fik mit kørekort.

Alle mine køretimer bestod i glatbanekørsel. (8 x 45 minutter + 1 times teori).

Nu skal jeg så bare tage mig sammen til at køre i skolens bil. Når jeg først har prøvet det, bliver jeg nok ikke til at hive ud af den bil.

Det har været en fantastisk uge. Arbejdet er både spændende og givende og vejret har været helt i top. 10-12 graders frost, uendelig blå himmel, som får fjeldene til at stå i en kontrast, som jeg aldrig kan få nok af.

I midten står Ulla og drikker vand fra hullet i elven. Jeg fik også noget selvom jeg hellere ville ryge, mens hun gik derned.

Om aftenen var Ulla og jeg inviteret ud til Anne Maria, som underviser på sprogcentret, og som har boet flere år i Moskva. Det var meget, meget hyggeligt med ørred og russik salat og gedeost og megen grin. Anne Maria bor meget flot med udsigt til Canada, hvilket betyder, at hun dagligt kan se alle hvalerne og de fantastiske solnedgange her.

Dette billede er nu taget oppe fra min lejlighed. Det er jo heller ikke at kimse af.

Somme tider bliver jeg skrækslagen ved tanken om, at jeg en skønne dag skal forlade Grønland.